Jonas Vingegaard er ikke på passagerlisten, når et udvalg af Danmarks bedste cykelryttere om få dage kravler op i flyveren og sætter kursen mod VM i Australien.

Igen, fristes man til at sige. For den danske Tour-sensation har ikke været en del af det succesfulde danske cykellandshold siden U/23-årene.

Ifølge Danmarks Cykle Union er der intet ondt blod parterne imellem. Men frustrationen over, at forbundet må dreje i en stor bue uden om en af planetens bedste cykelryttere, er tydelig.

»Vi har ikke et helt klart billede af, hvorfor Jonas Vingegaard ikke kører på landsholdet. Vi er ikke uvenner – der er slet ikke nogen problemer. Han havde en fin tid på U/23 – så vi ved ikke, hvorfor han ender med at melde fra,« forklarer Morten Bennekou.

Jonas Vingegaard trak i den rødhvide jubelhat efter Tour de France-sejren, men landsholdsdragten i de røde farver lader han indtil videre ligge.
Jonas Vingegaard trak i den rødhvide jubelhat efter Tour de France-sejren, men landsholdsdragten i de røde farver lader han indtil videre ligge. Foto: Emilie Lærke
Vis mere

Han er elitechef i DCU og drømmer derfor naturligvis om at se Jumbo-Vismas danske verdensstjerne trække i den røde trikot.

Men de seneste år har budt på afbud efter afbud fra Jonas Vingegaard. Først til OL i fjor – siden til både EM og VM i år.

»Hvis Jonas ikke må, vil eller kan køre på landsholdet – så er det bare sådan. Det accepterer vi. Så må vi glæde os over, at vi har mange andre heste at spille på. Vores succes står og falder ikke med Jonas. Men han er så god, at vi gerne så, han stod til rådighed.«

I kulissen foregår et delikat tovtrækkeri mellem DCU, Jonas Vingegaard og Jumbo-Visma-mandskabet.

Morten Bennekou, elitechef i Danmarks Cykle Union, lægger ikke skjul på, at han savner Jonas Vingegaard på det danske landshold.
Morten Bennekou, elitechef i Danmarks Cykle Union, lægger ikke skjul på, at han savner Jonas Vingegaard på det danske landshold. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er landstræner Anders Lund, der har den direkte kontakt til Tour-vinderen. Et ja til landsholdet kræver naturligvis velvilje fra Vingegaard selv, men i sidste ende er det hans hollandske arbejdsgiver, der bestemmer.

Agendaerne er forskellige – og naturligt modstridende – og det er flere gange kommet klart til udtryk.

Eksempelvis forklarede DCU og Morten Bennekou efter Jonas Vingegaards Tour de France-sejr, at de fortsat havde tiltro til deltagelse ved VM i Australien.

Kort efter slog Jumbo-Visma-bossen Merijn Zeeman over for B.T. fast, at Vingegaards planer for 2022 på intet tidspunkt har involveret en rødhvid sviptur til Wollongong.

Morten Bennekou, umiddelbart lyder det, som om jeres kommunikation ikke har været perfekt?

»Man kan også kalde det et naivt håb fra min side. Vi havde ikke fået en definitiv udmelding. Vingegaard var faktisk også inde i billedet til Europamesterskabet – og det gik helt i vasken, da han vandt Touren. Men det har været vores opfattelse, at det ikke var endeligt afgjort. Om Jumbo-Visma har tænkt noget andet, det ved jeg ikke.«

Man kan få det indtryk, at det i hvert fald ikke er Jumbo-Vismas største ønske, at Jonas Vingegaard skal spille en nøglerolle i landsholdsregi?

»Det må man sige. Anders Lund er i dialog med holdet løbende – også på bagkant. Det betyder ikke, at vi kommer igennem med noget som helst. Vi har ingen pressionsmidler. Vi kan ikke tvinge noget igennem,« forklarer Morten Bennekou.

Jonas Vingegaard skal ikke køre VM i Australien. I stedet satser han på Lombardiet Rundt i oktober – med etapeløbet Cro Race i slutningen af september som opvarmningsløb.
Jonas Vingegaard skal ikke køre VM i Australien. I stedet satser han på Lombardiet Rundt i oktober – med etapeløbet Cro Race i slutningen af september som opvarmningsløb. Foto: Mathias Eis
Vis mere

Han har fuld forståelse for, at Jumbo-Visma prioriterer anderledes, end han og DCU gør. Især i forhold til årets VM-rute, der trods 4.000 højdemeter ikke ligner et sted, hvor Vingegaards bjergben kan træde medaljer hjem.

Anderledes var situationen ved sidste års OL i Japan – men det satte Jumbo-Visma en stopper for.

»Det var en rute, der passede godt til Vingegaard. Han kom godt ud af Tour de France, og vi ville selvfølgelig gerne have haft ham med. Men Jumbo-Visma mente – og det kan man godt forstå – at han havde haft tre-fire hårde uger i Frankrig. Både fysisk og mentalt,« siger Morten Bennekou og fortsætter:

»Der blev hevet i ham fra alle sider efter Touren. OL var i Japan, og han skulle tage af sted på flade batterier, mente de. En uge den ene vej – en uge den anden vej med jetlag. Det var deres bekymring, at han ikke ville få mere ud af sæsonen.«

De danske cykelfans må vente tålmodigt på at se Jonas Vingegaard på landsholdet. Billedet er fra Tour-fejringen i Tivoli i København i slutningen af juli.
De danske cykelfans må vente tålmodigt på at se Jonas Vingegaard på landsholdet. Billedet er fra Tour-fejringen i Tivoli i København i slutningen af juli. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det er Morten Bennekous håb, at Jonas Vingegaard med sin nye status som ubestridt kaptajn på Jumbo-Visma-holdet vil vælge landsholdet til. Også selv om de hollandske chefer ikke nødvendigvis er enige.

For med sin Tour-sejr er han nu i en vægtklasse, hvor han godt kan tillade sig selv at slå i bordet, påpeger elitechefen i DCU:

»Jonas Vingegaard har jo en profil nu og spiller så stor en rolle, at han har mulighed for at sige noget selv. Også til holdet. Det må Jumbo-Visma lytte til nu. Mads Pedersen kan jo også selv fortælle Trek, om han vil køre VM eller ej. Det niveau har Vingegaard nu. Så det er jo op til ham selv,« siger han og fortsætter:

»Det er så op til ham at vurdere, hvad han vil. Men jeg siger bare, at når man er i Jonas’ liga – så har man mulighed for at sige noget selv. En 19-årig domestic rejser sig ikke op og slår i bordet. Måske gør Jonas heller ikke det nu – af forskellige årsager – men han har i hvert fald muligheden.«

Til B.T. oplyser Jumbo-Visma, at det igennem hele sæsonen har været planen, at Jonas Vingegaards store efterårsmål bliver det italienske monument Lombardiet Rundt. Det køres den 8. oktober.

Og hvad så med landsholdet? Måske til næste år, forklarer holdets pressechef, Ard Bierens:

»Hvis ruten passer ham, og det rent logistisk ikke er for besværligt, så kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skal kunne lade sig gøre.«