Jonas Vingegaard og Visma-Lease a Bike blev efterladt totalt magtesløse.

For da chokket tikkede ind hen over julen, og stjernen Simon Yates annoncerede sit spektakulære og pludselige karrierestop internt på holdet, var det for sent.

Visma havde ikke en chance for at hente en erstatning for den dygtige brite, der vandt Giro d'Italia i fjor og var en afgørende hjælper for Jonas Vingegaard i Tour de France.

»Selvfølgelig er det et stort tab for os. Det er uheldigt at miste ham nu. Han skulle have en meget vigtig rolle i Touren. Men jeg har også meget respekt for hans beslutning,« lyder det fra Jonas Vingegaard om holdkammeratens pludselige pension til Vismas pressedag, hvor B.T. var til stede.

»Sporten er også meget svær at være i for alle. Det er en krævende sport, også for mig.«

På trods af en kontrakt, der løb til og med 2026 og en alder på blot 33 år, valgte Simon Yates altså at forlade cykelsporten.

Visma-Lease a Bike jubler efter at have vundet holdkonkurrencen ved Tour de France i 2025. Yderst til højre står Jonas Vingegaard, mens nu pensionerede Simon Yates står yderst til venstre.
Visma-Lease a Bike jubler efter at have vundet holdkonkurrencen ved Tour de France i 2025. Yderst til højre står Jonas Vingegaard, mens nu pensionerede Simon Yates står yderst til venstre. Foto: Sarah Meyssonnier/Reuters/Ritzau Scanpix

Forklaringen skyldes manglende motivation, lyder det, men det mest overraskende er, hvor pludseligt beslutningen ser ud til at være blevet taget.

For selvom mange påpeger, at Yates er en mand, der tænker meget over tingene, var der intet tegn på, at han var på vej væk for godt en måned siden.

Her deltog han i Visma-Lease a Bikes træningslejr og var meget present på en lang række billeder, hvor holdets nye trøje blev præsenteret.

»Det var ikke en del af vores ønskeliste til jul,« lyder det fra Vismas sportschef, Grischa Niermann, om den grimme julegave.

»Men det er, hvad det er. I cykling må du altid tilpasse dig og at lave nye planer. Vi lavede planer i september-oktober-november med Simon, som han 100 procent bakkede op om.«

»Nu skal vi have en anden i spil til Tour de France, og han skulle have været kaptajn i Paris-Nice (...) Der findes ikke en på markedet, der kan erstatte Simon. Lige nu er der ikke meget, vi kan gøre.«

Fra 1. januar er det nemlig umuligt at hente ryttere, der allerede er under kontrakt med et andet hold. Og her er det så sent i processen, at markedet allerede er støvsuget for profiler, der er skiftet frem mod den kommende sæson.

Tabet af Simon Yates er en voldsom svækkelse for Visma-Lease a Bike i kampen om Tour-tronen mod Tadej Pogacar og hans stjernearmada på UAE-holdet.

Sportschef Grischa Niermann erkender, at Simon Yates' stop efterlader Visma i en vanskelig situation.
Sportschef Grischa Niermann erkender, at Simon Yates' stop efterlader Visma i en vanskelig situation. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Men selvom der har været kritik udefra, har Jonas Vingegaard stor tiltro til, at det hollandske storhold har købt godt ind.

Selvom der er tale om relativt ukendte navne.

»Det er også et tab at miste Cian Uijtdebroeks (belgisk stortalent, der skiftede til Movistar, red.),« siger den dobbelte Tour de France-vinder.

»Men på den anden side får vi gode klatrere ind. Jeg ved godt, at medierne har skrevet meget om, at vi ikke har gjort det godt på transfersiden.« 

»Men som jeg også har sagt det tidligere, så var jeg heller ikke det største talent eller den første i køen til at få en World Tour-kontrakt (en kontrakt på et hold fra cykelsportens øverste hylde, red.)«

Visma-Lease a Bike har hentet navne som Owain Doull, Bruno Armirail, Louis Barré og Davide Piganzoli.

Jonas Vingegaard ser ind i et år, hvor han selvsagt skal køre Tour de France, men også Giro d'Italia for første gang.