Ingen dansker har formået at gøre det, Mattias Skjelmose netop har opnået i Spanien.

Søndag sikrede amagerkaneren sig Vueltaens hvide trøje – der belønner den bedste unge rytter – og det var første gang, at en dansker vinder den hæder i en grand tour.

»Absolut godkendt. Det er en fremragende præstation og et smukt svendestykke,« siger B.T.s cykelekspert Bjarne Riis om Lidl-Trek-danskeren.

Han går dog imod en særlig præmis, der har fyldt i de danske medier.

Kaden Groves, Jay Vine, Primoz Roglic og Mattias Skjelmose endte som de fire trøjeindehavere ved årets Vuelta a España.
Kaden Groves, Jay Vine, Primoz Roglic og Mattias Skjelmose endte som de fire trøjeindehavere ved årets Vuelta a España. Oscar Del Pozo/AFP/Ritzau Scanpix

For Skjelmoses cv begynder allerede at være velpyntet med sejre i Schweiz Rundt og gode resultater i eksempelvis Flèche-Wallone og Paris-Nice, og derfor vil Riis ikke som sådan kalde det for et gennembrud.

»Jeg synes, det er svært at kalde det det, når han har bedrevet det, han har. For mig er det ikke rigtig et gennembrud – til nøds i et treugers etapeløb,« mener Bjarne Riis.

Mattias Skjelmose ender Vueltaen på femtepladsen, og for første gang kan han se tilbage på en helstøbt indsats i klassementet i et af cykelsportens største etapeløb.

»Han har bevist, at han kan holde i tre uger på et højt niveau. Han har ikke haft nogen dage, hvor han virkelig er gået ned, ligesom flere af hans konkurrenter,« siger Ørnen fra Herning.

Den 23-årige dansker har gennem de seneste år slået sit navn fast som et af sportens store talenter med en offensiv og satset kørestil.

Men til Vueltaen var han – på mange måder – ikke til at kende.

»Man kunne have ønsket sig, at han var lidt mere aggressiv og turde mere, men jeg har også forståelse for, at han skulle have et resultat med hjem, og det derfor var bedst at køre safe,« forklarer Bjarne Riis om Skjelmoses passive kørestil.

»Det kan sagtens accepteres. Nu ved han, at han kan næste gang, og så tør han måske satse lidt mere. Han er jo en aggressiv og sprudlende rytter, og det tog han lidt fra sig selv ved at køre så defensivt, som han gjorde. Og det er fair nok. Til hans forsvar havde det nok krævet et bedre hold.«

Bjarne Riis har kun ros tilovers for Mattias Skjelmose efter Vueltaen.
Bjarne Riis har kun ros tilovers for Mattias Skjelmose efter Vueltaen. Bax Lindhardt

Med femtepladsen i Vuelta a España fik Skjelmose slået en streg under, at man også skal regne med ham i verdens største etapeløb i de kommende år.

Især fordi der fortsat gemmer sig en voldsom sjat uforløst potentiale, der stadig kan gøre ham til en endnu bedre cykelrytter.

»Det her resultat var super vigtigt for hans fremtid og kommer til at give ham rigtig meget confidence. Jeg forventer stadig, at han bliver en stærkere, mere moden og mere robust cykelrytter på sigt. I og med, at han kan det dér, så synes jeg, fremtiden ser lys ud for ham,« påpeger Riis.

»Med den ekstra robusthed kan han samtidig tillade sig at få en mere aggressiv kørestil ind.«

I fremtiden mener han derfor også, at femtepladsen med knap seks minutter op til vinderen Primoz Roglic kan veksles til en podieplads i en grand tour.

Selvfølgelig er Tour de France en anden størrelse end Giro d'Italia og Vueltaen, men ikke desto mindre er det kun verdens største ryttere, der får en grand tour i samlingen.

»Lige nu er der selvfølgelig langt op til podiet i Touren, men top 5 er da ikke urealistisk på sigt, og det er fanme også flot.«

»I Giroen eller Vueltaen tror jeg endda på, at han kan vinde en gang i fremtiden, selvom det selvfølgelig kommer an på, hvem han er oppe imod. Hvis han kan udvikle sig ligeså meget de næste par år, som han har gjort de sidste to, så er der ikke langt derop,« siger Riis.

Mattias Skjelmose (th.) kørte sin tredje grand tour.
Mattias Skjelmose (th.) kørte sin tredje grand tour. Javier Lizon/EPA/Ritzau Scanpix

»Han kan jo det hele. Han har sgu hele pakken. Han kan køre enkeltstart, køre med opad og har en god finish på de sidste stykker af bjergene, som er ret væsentlig i forhold til alle de andre.«

Mattias Skjelmose ender efter Richard Carapaz, Enric Mas, Primoz Roglic og Ben O'Connor i det samlede klassement.

Sidstnævnte vendte hele Vueltaen på hovedet med et vanvittigt togt på løbets sjette etape, hvor han snød samtlige konkurrenter og kørte i mål mere end 6,5 minut foran de nærmeste konkurrenter.

Derfra holdt han på den røde trøje helt til 19. etape.

»Roglic vandt og var generelt den stærkeste, men det var utroligt, at de gav Ben O'Connor lov til at køre sig i ind i løbet på den måde. Personligt synes jeg, det er fuldt fortjent, at han bliver nummer to,« mener Bjarne Riis.

O'Connor endte 2 minutter og 36 sekunder efter Roglic.

»På en måde er det ligeså meget de andres skyld, at de ender bag ham, og egentlig synes jeg, at det er fint nok, at de får en lille lussing af ham, når de sidder og spiller så 'kloge' allesammen, og ingen rigtig tør køre. Her er det den, der tager initiativ, der bliver belønnet. Det må vi aldrig glemme at sætte pris på.«

Mattias Skjelmoses næste løb er Luxembourg Rundt, der køres fra 18.–22. september.