Den 23-årige Ineos-rytter Jhonathan Narváez vandt 12. etape, da medudbryder blev ramt af punktering.

Cykelrytteren Jhonathan Narváez (Ineos) endte med den helt store triumf i Giro d'Italia.

Den 23-årige ecuadorianer vandt torsdag 12. etape efter solokørsel på de sidste 25 kilometer.

Heldet tilsmilede dog også Narváez, da han lå alene i front sammen med ukrainske Mark Padun (Bahrain), der blev ramt af en punktering på en nedkørsel kort får målbyen Cesenatico.

Det gav Ineos-rytteren et hul på omkring 30 sekunder til Mark Padun, der forsøgte at kæmpe sig tilbage. Og det var tæt på.

Ukraineren nærmede sig og fik minimeret afstanden til 10 sekunder, men så slap kræfterne op, og Padun endte med at køre over målstregen mere end et minut efter Narváez.

Allerede tidligt på etapen kom Narváez og Padun med i et udbrud bestående af 13 ryttere, deriblandt Jesper Hansen (Cofidis).

Senere fik de selskab af spanieren Hector Carretero (Movistar).

På et tidspunkt havde udbryderne bygget et forspring på mere end 12 minutter op til hovedfeltet, der dog begyndte at hale ind.

Med regnen øsende ned over sig skulle rytterne hen over fem stigninger, og det betød, at flere af lykkeridderne løbende måtte opgive at følge med i frontgruppen.

Jesper Hansen måtte også slippe på et tidspunkt og var ikke i nærheden af sejren. Han kom ind med en stor gruppe omkring otte minutter og 30 sekunder efter vinderen.

Her befandt det danske klassementshåb Jakob Fuglsang (Astana) sig også ligesom løbets førende rytter, portugiseren João Almeida (Quick-Step).

Fuglsang holder dermed fast i tiendepladsen - to minutter og 20 sekunder efter Almeida.

Danskeren har gennem hele Giroen været ramt af flere uheld, og det var også tilfældet på torsdagens regnfulde etape. På grund af tekniske problemer måtte Fuglsang skifte cykel med godt 40 kilometer tilbage.

Giroen fortsætter fredag med en forholdsvis flad etape over 192 kilometer med et par mindre stigninger til sidst på ruten.

/ritzau/