VM-ruten bliver lavet om.
Det har arrangørerne for verdensmesterskaberne i landevejscykling besluttet sig for i sidste øjeblik på grund af de store nedbørsmængder over Yorkshire.
Ændringerne betyder blandt andet, at søndagens linjeløb bliver kortere end oprindeligt. Nu skal rytterne 'kun' køre 261 kilometer frem for 285 kilometer.
Forholdene betyder også, at løbet begynder senere.
Startskuddet skulle have lydt kl. 9.40 dansk tid, men nu bliver rytterne først sendt af sted kl. 10.00.
En markant del af ruten er også blevet lavet om med kort varsel.
På grund af de enorme vandmængder, der er faldet over området, er stigningerne Buttertubs og Grinton Moor fjernet fra løbsruten. Flere veje er simpelthen oversvømmede. Rytterne skal ved byen Aysgarth nu køre mod øst i stedet for mod vest, og de rammer så den oprindelige rute igen ved byen Leyburn.
Endelig skal der nu køres ni afsluttende runder ved Harrogate Circuit. Her var det oprindelige antal syv.
At ændringerne er sket med kort varsel, kan ses på UCIs kommunikation her søndag morgen.
Kl. 7.40 blev der sendt et optakts-tweet ud med det oprindelige starttidspunkt og bare en halv time senere, kl. 8.10, kom så et tweet med beskeden om, at der var foretaget ændringer i afviklingen af VM-løbet.
Danmark stiller med otte ryttere, når løbet sættes i gang:
Det er Michael Valgren, Jakob Fuglsang, Kasper Asgreen, Mads Pedersen, Casper Pedersen, Magnus Cort, Michael Mørkøv og Christopher Juul-Jensen.
Vejret har drillet en del under den forgangne VM-uge i Yorkshire.
Ikke mindst i forbindelse med afviklingen af U23-rytternes enkeltstart i tirsdags.
Her var der flere styrt på grund af de store vandmasser. Mest spektakulært gik det ud over danske Johan Price-Pejtersen, der røg af cytklen, da han dumpede i en gigantisk vandpyt.
B.T. følger søndagens VM-løb live fra kl. 13.