Hoy har to til fire år tilbage at leve i: Konen også alvorligt syg


Den britiske cykellegende Sir Chris Hoy stod lørdag frem og fortalte, at han er uhelbredeligt syg, og at han kun har to til fire år tilbage at leve i.
Men Hoys kræftsygdom er ikke det eneste, familien kæmper med.
Få uger før Hoy fik besked på, at han har maksimalt fire år tilbage af livet, fik hans kone, Sarra, konstateret multipel sklerose.
Det siger han til The Times.
Chris Hoy fortæller, at Sarra, hvis sygdom er 'meget aktiv og aggressiv', på dårlige dage kan have svært ved selv simple hverdagsopgaver som at sætte nøglen i døren.
48-årige Chris Hoy og 44-årige Sarra Hoy har fortalt deres børn på syv og ti år, at far er alvorligt syg.
Men de har endnu ikke fortalt, at mor også er det.
»Jeg vil aldrig lyve for dem. Men der er visse ting, man ikke behøver at fortælle dem med det samme,« siger Chris Hoy til The Times.
Chris Hoy fortalte i februar, at han var syg af kræft, og selvom han allerede dengang vidste, at sygdommen var uhelbredelig, har han først fortalt det offentligt nu.
»Hvor unaturligt det end føles, så er det her naturen. Vi blev alle født, vi dør alle, og det her er bare en del af processen,« siger han.
Briten vandt seks OL-guldmedaljer og en enkelt af sølv i sin karriere på cykelbanen.
Det blev også til hele 11 VM-guld, otte VM-sølv og seks VM-bronzemedaljer, før han stoppede karrieren i 2013.
Efterfølgende har han forsøgt sig som racerkører, og han deltog blandt andet i det legendariske 24-timersløb på Le Mans i 2016.