Jonas Vingegaard har set slukøret ud det seneste gange, han er stoppet hos pressen i Tour de France.

Torsdagens voldsomme Tourmalet-snitter ser ud til at have sat sig i den danske cykelstjerne, efter han klart blev domineret af Tadej Pogacar.

Men mens mange ser en skuffet Visma-kaptajn, ser B.T.s Tour-ekspert Brian Holm noget andet.

»Man skal rose ham for, at han stiller op til interview, lige efter han får en øretæve. Der kunne man forvente, han kørte direkte i bussen og fik et koldt bad. Men han stopper og taler med pressen,« påpeger han.

Det, selvom overbevisningen om, at alt fortsat kan lade sig gøre, ikke ligefrem er skinnet ud af Jonas Vingegaard.

»Altså hvad i alverden skal han sige?« spørger Holm.

Jonas Vingegaard kæmpede bravt på Tourmalet. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

»Jonas skal jo sige, at han tror på det. Det modsatte ville lyde mærkeligt. Men det er jo også svært at tro på for alvor nu.«

Efter årets første bjergetape er Jonas Vingegaard 2 minutter og 42 sekunder efter Tadej Pogacar.

»Jeg synes, det er positivt, at han tager sig tid til at tale med pressen, og hvis han udviser for meget selvtillid, kommer det til at virke mest komisk,« siger Holm.

»Han taler ikke i overskrifter. Men torsdag synes jeg, han klarede den med bravur.«

Nu gælder det om at se fremad for den 29-årige dansker. Og med to sprinteretaper i træk kan det være den helt rigtige medicin.

»Jeg tror sådan set, han har det fint. Som cykelrytter var fredag en relativt nemt etape, det bliver det måske også lørdag.«

»Moralen vokser, når man er veludhvilet. Ny dag, ny moral.«

Desuden kan du følge alt det vigtigste fra Tour de France i B.T.s liveblog lige her.