Holm reagerer på vild dopingmistanke: 'Jeg forstår det godt'
Doping-anklagerne eksploderer efter Pogacars vilde rekord på Alpe d'Huez. Men man skal huske én ting, siger Brian Holm.
Doping-anklagerne eksploderer efter Pogacars vilde rekord på Alpe d'Huez. Men man skal huske én ting, siger Brian Holm.

Tadej Pogacar barberede mere end et minut af en mytisk rekord, da han sejrede på Alpe d'Huez.
Og det har endnu engang sat ild til dopingdebatten.
Det slovenske vidunder er nu hurtigste mand på vej op af den ikoniske stigning – en titel, han overtager fra Marco Pantani, der slog den i 1990erne og erkendte, at han havde dopet sig.
Nu har rigtig mange på sociale medier – men også B.T.s læsere – kommentarer med en klar melding: Kan Pogacar slå den rekord, må han også være dopet.
Og den reaktion forstår Brian Holm godt.
»Han slår Pantanis gamle rekord, og det synes jeg egentlig var på tide. Jeg synes, rekorden på Alpe d'Huez klæder ham bedre end Pantani. Det er godt, den er slettet fra al tid og evighed,« mener B.T.s Tour de France-ekspert.

Samtidig mener han ikke, at Pogacars præstation i sig selv er nok til at rejse en mistanke.
»I 1997 kørte Pantani på en cykel der var nærmest dobbelt så tung, som den, Pogacar kørte på. Hvis han havde kørt på Pantanis cykel, havde han måske været tre minutter langsommere,« siger Holm.
»Jeg forstår godt, at folk ikke forstår det. Men der er KÆMPE forskel på cyklerne. Det viser bare, hvor hurtigt de kørte på havelåger dengang.«
»Det er mærkeligt, den ikke er blevet slået før. Men det handler også om, hvordan man har kørt op ad den, og om der går taktik i den, hvor rytterne ser hinanden an.«

Trods Tadej Pogacars monsterpræstation, der nu betyder, at han har mere end syv minutter ned til Remco Evenepoel på andenpladsen, ser det anderledes ud for hans holdkammerater.
For UAE har det ikke nemt efter nogle dage med blandt andet sygdom.
»Det er tydeligt at se, at UAE betaler regningen for deres strabadser på de første etaper. Og der er kommet en stor regning. Deres hjælperyttere er i knæ, og det er rart at se, at de også er menneskelige og kan blive trætte,« mener Brian Holm.
I løbet af den første halvdel af Tour de France havde storholdet et jerngreb om løbet, som de brugte enormt mange ressourcer på at kontrollere nærmest dag ud og dag ind.
»Jeg synes, de har kørt lidt hovedløst. Man skal altid tænke en uge eller 14 dage frem i Tour de France. Det er gået så godt for dem altid, og de har virket usårlige.«
»Men når de evaluerer efter løbet, siger de nok, at de skal passe lidt mere på fremadrettet.«
Lørdag byder på den absolutte kongeetape, inden det hele slutter på søndag i Paris.
Følg alt det seneste fra Tour de France i B.T.s liveblog lige her.