Søndag skal Mattias Skjelmose køre 24 af sit livs vigtigste kilometer, når han suser ud af startrampen i Madrid.
For den danske Lidl-Trek-stjerne ligger lunt i svinget til at vinde den hvide ungdomstrøje i megaløbet Vuelta a España, hvor han i skrivende stund ligger nummer seks.
Går alt vel, kan han endda bore kniven ind på sine konkurrenter og køre sig i top 5, men uanset hvad er det en vanvittig bedrift af den unge dansker, der viser visse takter for første gang i sin karriere.
Og det glæder det danske cykelkoryfæ Brian Holm.

»Det er imponerende. Han kører op med nogen af verdens bedste ryttere, og han er stadig så ung, at han stadig kan blive bedre,« siger Holm om den 23-årige dansker.
»Han kører næsten bedre, end jeg havde forventet. I foråret snakkede vi om, at han formentlig ville køre top 5-10. Men at han er tættere på 5 end 10 er vildt.«
Aldrig har Mattias Skjelmose været i stand til at følge med de bedste i en grand tour – klodens største cykelløb, der strækker sig over 21 etaper.
I 2022 kørte han sin første grand tour, Giroen, hvor hans rolle var en helt anden. I fjor prøvede han kræfter med Tour de France, men offdays gjorde, at han kørte sig helt ud af klassementet.
Men det er også en helt særlig hård disciplin at køre klassement, forklarer Brian Holm.
»I 21 dage skal du bare være der. Selv på de flade dage, der ikke handler om klassement, kan du ikke tillade dig at sidde i den bagerste halvdel af feltet. Du skal være koncentreret hele tiden,« siger den mangeårige rytter og sportsdirektør.
»Jeg siger dig, det er helvede på jord at være hjælperytter på et klassementhold. Du holder aldrig nogensinde fri, det er hårdt for personalet, for alle. Sprinterhold for eksempel, de kan sagtens bare tage en dag nede bagerst, uden det gør noget.«
For Holm er der ingen tvivl – det er et vigtigt tidspunkt i Skjelmoses karriere. Nu får han vist, at han kan gøre sig gældende i et grand tour-løb.

»Det er meget vigtigt for ham. Nu ved han, at han kan, og de næste år bliver spændende at følge. Det er fantastisk.«
Om der ligefrem gemmer sig en fremtidig grand tour-vinder i den danske juvel, tør han dog ikke spå om.
»Man skal aldrig sige aldrig. Hvis han kan blive top 5-6 stykker i år, så kan han da komme på podiet i fremtiden. Nogen skal være stjernerne fra den nye generation, og han kan blive en af dem. Uden at forklejne Ben O'Connor, der har ført løbet langt hen ad vejen, så er det lige før, jeg vil sige, at Skjelmose er en bedre cykelrytter. Hvis O'Connor kan, så kan han også,« mener Brian Holm.
På mange måder skiller danskeren sig ud fra den klassiske bjergrytter, der kæmper om sejren i de største etapeløb.
»Han er lidt skæv, på den gode måde. Han er god teknisk, og først og fremmest sidder han hele tiden dér, hvor han skal,« siger han.
»Han kan køre i sidevinden, har en god spurt og kan køre enkeltstart. Det kan man ikke sige om alle de her bjergfolk.«
Mattias Skjelmoses opnåede karrierens største sejr i fjor, da han vandt Schweiz Rundt.

