Selvom han trampede sig selv i stykker under hundredvis af kilometer i sadlen, havde han ikke gjort sig fortjent til en eneste dråbe væske.
Sådan var den barske virkelighed i løbet af Brian Holms karriere. Vandet var bandlyst under de udmarvende træninger, og i yderste potens har ryttere kørt sig selv så meget i sænk, at de besvimede.
Det fortæller den tidligere cykelrytter – og husker tilbage på en særlig episode under varmen ved junior-VM i Mexico.
»Vagn Scharling besvimede under en træning. Det var først dér, man kunne få en tår vand.«
»Vi kiggede ned på ham og tænkte: 'Trækker han vejret? Er der stadigvæk puls?' Men det tog vi ikke så tungt. Sådan var det bare.«
Kalenderen viste 1980, og i den periode var det mere eller mindre forbudt at indtage væske under træneren John Struve. Den – i dag åbenlyst vanvittige metode – skulle vænne kroppen til at undvære væske. Noget, især russerne forskede meget i.
»Jeg har en brochure fra 1972 derhjemme. Det står, at i hverdagene er kroppen sur. Om søndagen er den glad, og så må den få væske,« fortæller Brian Holm.
B.T. har sat sig for at undersøge, hvor vildt træningsmiljøet tidligere har været i den ultimativt mest vægtorienterede sportsgren for bare få år siden.
Arene fra den brutale metode sidder stadig i Brian Holm, der selv den dag i dag meget sjældent drikker væske, når han sidder på cyklen.
Han er dog stoppet med de vanvidsture, han tog som professionel cykelrytter.
Under en periode kørte han det, man i cykeljargonen kaldte superkompensation. Men en frygt for, at det fik uoprettelige konsekvenser for hans helbred, fik ham til at droppe turene.
»Vi kørte 200 kilometer uden at spise for at brænde fedt i stedet for sukker. Det skulle man ikke gøre mere end 3-4 gange om året.«
»Senere læste jeg, at det kunne give sukkersyge, så jeg stoppede med det. Efter 100 kilometer talte man jo i gåder og så dobbelt, når man slog over på fedtforbrænding. Så tog man en pause på tre dage, og så skulle man efter sigende været én procent bedre. Det var meget brugt før i tiden,« siger Brian Holm, der mener, at metoden stadig bruges af nogle i dag.
Noget lignende har den tidligere prof-rytter Matti Breschel tidligere forklaret B.T.
»Man kunne tage ud at træne uden at spise morgenmad. Efter en time gik man kold, men det skulle man egentlig bare prøve at være i. Så fik man det vendt om til, at det sgu egentlig var meget sjovt at være sukkerkold. Det føltes, som om man var fuld.«
En uadskillelig del af livet som cykelrytter var altså den knurrende mave og konstante sult.
Hos Brian Holm har den dog fortaget sig efter flere årtier, hvor vægten var alfa og omega.
»Man kan træne 200 kilometer om dagen og få en sult, man ikke kan beskrive. Man er kronisk sulten, og man tror, man er sulten resten af livet. Men den stopper, når man holder op,« fortæller han.
Allerede som ungdomsrytter var fokusset på vægten så meget til stede, at de, der havde lidt for meget på sidebenene, fik det at mærke.
»Som ung måtte os, der var for tykke på den første træningslejr, ikke få frokost. Så fik man en salat til aftensmad. Man fik at vide, at man var for tyk – også med god grund. Det var ikke altid negativt. Man må jo lytte til det, folk sagde, og forsøge at gøre noget ved det,« forklarer han.
Den 60-årige cykelkommentator var selv en af dem, der var »lidt for tyk.«
»Min gamle træner kunne komme med en stor, gennemsigtig femliters krukke, som han fyldte med ymer. Så bad han mig om at løfte den.«
»'Det er det, din krop vejer for meget,' sagde han så. Og hvis han ikke havde gjort det, havde han været en dårlig træner.«
Brian Holm har været sportsdirektør gennem mange år, indtil han stoppede hos Deceuninck-Quick Step ved årsskiftet.
Men som chef har rytternes vægt ikke været noget, han har beskæftiget sig med, fastslår han.
»I moderne cykling har vi læger, diætister og psykologer, så jeg har været så privilegieret, at jeg har blandet mig fuldstændig udenom,« forklarer Brian Holm.
