»Det var et mesterstykke, det umuliges kunst.«

Sådan lyder det fra B.T.s Tour de France-ekspert, Brian Holm, efter Mads Pedersens monumentale etapesejr.

Hans bomstærke Lidl-Trek-mandskab leverede en cykelsymfoni af ypperste kaliber, der kulminerede i en rasende spurt, da danskeren krydsede målstregen først.

Undervejs i etapen ramte han det rigtige udbrud og havde holdkammeraterne Mathias Vacek og Quinn Simmons med.

»De mindede lidt om den måde, UAE har domineret på, gjorde de ikke?« spørger Brian Holm.

»Man kan næsten sige, at Mads P. kørte alene hjem, da han spurtede (fordi han smadrede alle andre så meget, red.). Hvis vi har rost UAE de andre dage, skal Trek roses nu. Han afslutter bare som en bedre version fra Pogacar.«

Mads Pedersen var den hurtigste i Foix.  Foto: Loic Venance/AFP/Ritzau Scanpix

Mads Pedersens sejr kom på en af de varmeste dage i Tour-historien.

Undervejs blev hans bodyguard Mathias Vacek sendt i front, da der kom angreb fra konkurrenterne i udbruddet. 

Men Vacek deltog ikke i føringerne, og dér blev Lidl-Treks plan klar for Brian Holm. ALT handlede om Mads Pedersen.

»Hvis du kigger på hans konkurrenter i klassikerne, er de væk. Van der Poel og alle de andre. Han er den eneste, der overlever varmen og kører så stærkt.«

Danskeren erobrede også den grønne pointtrøje, der er et udtalt mål for ham. Foto: Yoan Valat/EPA/Ritzau Scanpix

»Vi ser big balls og gode ben, og det sagde alt, da Vacek ikke førte ude foran. Der tænkte jeg, wow, det er en sindssyg plan. Og så holder den simpelthen. De styrede det, som var det et videospil.«

»Da vidste man godt, hvem der bestemmer på holdet, uanset hvad. Hvem der var chefen. Alt blev satset på Mads P.«

Triumfen var Mads Pedersens tredje i Tour de France og kommer efter en sæson, hvor han overraskende ikke har fået en eneste sejr.

»Mads har haft kniven for struben, alligevel kører ham med så store balls. Han var også i udbrud mandag, og det koster lidt hver gang,« siger Brian Holm.

»Jeg er ikke psykolog, men da jeg så hans ansigtsudtryk, da han kørte over stregen, virkede det, som om det var vigtigt. Den sejr betyder noget for ham.«

Du kan følge alt det seneste fra Tour de France i B.T.s liveblog her.