Brian Holm, sportsdirektør på Etixx-Quickstep, efterlyser handling fra præsidenten i den internationale cykelunion, UCI, efter det tragiske motorcykeluheld, som kostede en rytter livet i søndagens Gent-Wevelgem.

I mange år har krudt og kanyler været den største udfordring i cykelsporten, men over de seneste år er der gjort meget for at komme problemet til livs i den internationale cykelverden.

Det er dog langt fra det eneste sted, at der er behov for at tage arbejdshandskerne på, mener flere stemmer i de tohjuledes verden. Der skal gøres op med det stigende antal ulykker, som involverer motordrevne køretøjer og cykelryttere i de professionelle løb.

Brian Holm oplever desværre, at UCI og præsident Brian Cookson ikke gør ret meget ved problemet, som senest resulterede i et dødsfald i søndagens udgave af Gent-Wevelgem, da Wanty-Groupe Gobert-rytteren Antoine Demoitié mistede livet efter at være blevet ramt af en motorcykel.

»Cookson har indtil videre gjort mere gavn som vinduespudser i den her forbindelse. Der bliver gjort 0,0 procent ved problemet, som er blevet større og større over de seneste fem år,« siger Brian Holm, der også inden Demoitiés dødsfald har gjort opmærksom på sin holdning, til BT.

(Artiklen fortsætter herunder)

Mandag var Holm i dialog med sin chef på Etixx-Quickstep-holdet, Patrick Lefevere, der også har forsøgt at appellere til den internationale cykelunion, men også han oplever lukkede ører i den højeste instans.

Brian Cookson, præsident i UCI.
Brian Cookson, præsident i UCI. Foto: DAN PELED
Vis mere

Cykelunionen har indtil videre blot udsendt en kortfattet pressemeddelelse efter dødsulykken i Belgien uden at kommentere på, hvad den vil gøre ved problemet med de mange motorcykler, som drøner frem og tilbage under cykelløbet. Eller måske rettere: om den vil gøre noget ved problemet.

Alene inden for det sidste år har der været minimum 10 episoder, hvor en rytter er blevet ramt af enten en motorcykel eller bil - noget Jakob Fuglsang blandt andet prøvede i sommerens Tour de France.

I et interview med BT siger Jakob Fuglsang, at respekten rytterne imellem i feltet er blevet mindre over årene. Det fører potentielt til flere farlige situationer. Astana-rytteren efterlyser dog også markant mere respekt fra motorcykelkørerne, og det synspunkt deler Brian Holm.

»Hvis man skal placere et ansvar for de her ulykker, kan det aldrig ligge hos rytterne,« siger Brian Holm.

Holm sammenligner cykelrytterne med to boksere, som går i ringen og ikke skal koncentrere sig om andet end hinanden.

»Det samme må gælde for cykelrytterne. Selvfølgelig opstår der farlige situationer, sådan er sporten. Du må kalkulere med, at du styrter, for cykelryttere er en flok gale mennesker. Men det kan ikke være rigtigt, at rytterne også skal regne motorcyklerne som et ekstra faremoment. Rytterne bør være hellige, når de 'træder ind i ringen',« siger Brian Holm.

Den mangeårige løbsdirektør for PostNord Danmark Rundt, Jesper Worre, er enig med Brian Holm i, at UCI skal til at gøre noget. Begge mener, at det vil gøre problemet mindre, hvis man mindsker antallet af motorcykler uden en bunden opgave i løbet. Det kan ofte være motorcykler med pressefotografer, der af og til bliver lidt for ivrige med gashåndtaget, men en gennemgang af de seneste ulykker har ikke umiddelbart involveret motorcykler med pressefotografer. Det var angiveligt en officiel løbsmotorcykel, som ikke nåede at bremse for Wanty-Group Gobert-rytteren.

Læs her, hvad still-fotografen Lars Rønbøg mener om, at still-fotograferne i hans optik bliver gjort til de største skurke.

Jesper Worre mener, at der især i de store, internationale løb er for mange motorcykler. Ved at fjerne nogle af dem sikrer man, at der er de bedste chauffører tilbage, mener han.

»Når du begrænser antallet af chauffører, kan du samtidig udvælge de bedste til at køre motorcyklerne,« siger Jesper Worre.

Som løbsdirektør vil du og for eksempel ASO i Tour de France vel gerne have så meget omtale som muligt. Risikerer man ikke, at løbets eksponering bliver dårligere, hvis du fjerner flere af motorcyklerne med pressefotografer?

»Jeg tror virkelig ikke, at fem motorcykler i stedet for 15 giver mindre omtale i medierne. Rytternes sikkerhed må komme før alt andet,« siger Jesper Worre.

Jesper Worre efterlyser ligesom Brian Holm handling fra UCI.
Jesper Worre efterlyser ligesom Brian Holm handling fra UCI. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Worre bruger hver sommer meget tid på sikkerheden til det største cykelløb på dansk jord. Det involverer blandt andet et detaljeret kig på motorcyklerne, der i røde markerede zoner ikke må køre gennem feltet eller lade sig falde tilbage. De røde zoner er typisk smalle veje. Der er også indlagt genveje på ruten, som motorcyklerne bliver dirigeret ud på i et forsøg på at undgå sammenstød med ryttere.

I PostNord Danmark Rundt er der kun en eller to motorcykler med pressefotografer på ruten - resten er race marshalls, politi og motorcykler med TV-kameraer. Politibetjentene har erfaring med at køre motorcykel, og arrangørens egne chauffører er folk, der har kørt cykelløb før, så de kender rytternes bevægelsesmønstre.

Den internationale cykelunion UCI har også regler på området. For at få lov til at køre en bil eller en motorcykel i et WorldTour-løb, kræves et specielt kørekort, som unionen udsteder. Interesserede skal gennemgå et kursus, som tilsyneladende virker ganske simpelt at komme igennem.

Cykelmagasinet Rouleur sendte sin journalist Paul Maunder afsted til et kursus i forbindelse med udgave nummer 59 af magasinet. Kurset indeholdt blandt andet en powerpoint-præsentation, hvis konklusioner tilsyneladende kunne opsummeres i tre punkter (beskrevet i denne artikel): Sørg for altid at have den rette dokumentation, hold dig væk fra rytterne og adlyd altid løbskommissærerne.

UCI har flere regler på området. I artikel 2.2.050 hedder det, at »chaufførerne skal være erfarne, have erfaring med cykelløb og vide, hvordan man skal agere i et løb.«

Et af UCI's krav til chaufførerne.
Et af UCI's krav til chaufførerne.
Vis mere

Alligevel er det gået galt utallige gange og senest med den absolut værste konsekvens for Antoine Demoitié.

BT har henvendt sig til UCI's kommunikationsafdeling for at høre Brian Cookson, om præsidenten agter at gøre noget ved problemet og eventuelt hvad. Og ikke mindst for at få svar på spørgsmålet om, hvorfor der endnu ikke er blevet gjort noget drastisk efter de mange ulykker det seneste år.

Unionen er mandag aften ikke vendt tilbage på BTs henvendelse.