Fabio Jakobsens tilstand betegnes som god, efter at han blev vækket af kunstig koma to dage efter styrt.

Arrangørerne bag cykelløbet Polen Rundt meddelte fredag på Twitter, at Quick-Step-rytteren Fabio Jakobsen er blevet vækket af kunstig koma.

Den 23-årige hollænder styrtede onsdag voldsomt på 1. etape af løbet, da han blev tvunget ud i barrieren under opløbet lige før målstregen.

- Vi har gode nyheder fra hospitalet i Sosnowiec. Fabio Jakobsen er nu vågen fra komaen. Tilstanden er "god", skriver arrangørerne.

Senere fredag fortalte hospitalets vicedirektør, Pawel Gruenpeter, at Jakobsen er ved bevidsthed.

- Han reagerer på kommandoer og trækker selv vejret. Blodtrykket er normalt. Vi er meget glade i dag, siger Pawel Gruenpeter ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fabio Jakobsen blev natten til torsdag opereret i ansigtet - en operation, der tog fem timer, skriver Quick-Step i en pressemeddelelse. Holdet oplyser, at hollænderen kan bevæge arme og ben og tale med lægerne.

- På grund af operationen vil det at tale og spise være en udfordring i den kommende tid, og genoptræningen forventes at blive lang og anstrengende, skriver det belgiske hold.

Jakobsens tilstand blev først betegnet som kritisk efter styrtet, men blev senere ændret til stabil.

Fabio Jakobsen styrtede tæt ved målstregen på 1. etape efter en intens spurtduel med landsmanden Dylan Groenewegen (Jumbo-Visma).

Groenewegen kom først over stregen, men blev siden diskvalificeret for sin kørsel. Hollænderen svajede væk fra sin bane på de sidste meter og var med til at presse Jakobsen ud i barrieren.

Her styrtede Fabio Jakobsen voldsomt og ramte på vejen en person, der stod placeret ved målstregen bag hegnet. Jakobsen blev senere udråbt som etapens vinder.

Flere af rytterne fra de andre hold var også en tur i asfalten, og nogle blev bragt på hospitalet for at blive undersøgt.

Den Internationale Cykelunion (UCI) fordømte Dylan Groenewegens kørsel.

Han ytrede sig torsdag på Twitter om sagen.

- Jeg kan ikke finde ord, der beskriver, hvor ked jeg er af det for Fabio og andre, der er berørt af styrtet.

- I øjeblikket er Fabios sundhed det vigtigste. Jeg tænker konstant på ham, skrev Dylan Groenewegen.

Styrtet skete på årsdagen for Bjorg Lambrechts død. Det belgiske stortalent omkom 5. august 2019 på 3. etape af Polen Rundt.

/ritzau/