De bedste kvindelige cykelryttere kørte lørdag en bemærkelsesværdig jagtstart om sejren ved La Course.

Marseille. Den hollandske cykelrytter Annemiek van Vleuten (Orica-Scott) løb med sejren, da verdens bedste kvindelige cykelryttere lørdag formiddag kørte anden og sidste etape ved cykelløbet La Course.

Det skete i Marseille, hvor Tour de France-feltet senere lørdag kører den meget afgørende enkeltstart på Tourens næstsidste etape.

La Course, der de seneste år har bestået af en enkelt etape på Champs-Élysées, var i år ændret til at skulle afgøres over to etaper.

Første etape blev kørt torsdag.

Etapen var 67,5 kilometer lang og sluttede på toppen af den skrappe stigning Col d'Izoard, som Tour de France-feltet også besteg torsdag.

Det var her, Annemiek van Vleuten lagde fundamentet til sin sejr ved La Course. Den stærke hollænder satte alle konkurrenter og sikrede sig et hul på mere end 40 sekunder ned til nærmeste forfølger.

Da løbet lørdag skulle afgøres på enkeltstart, havde hun derfor en komfortabel føring ned til nummer to, britiske Elizabeth Deignan (Boels Dolmans).

Formatet ved årets La Course var nemlig indrettet således, at første etapes cirka 20 bedste ryttere på lørdagens enkeltsart blev sendt afsted med de tidsforskelle, der opstod på første etape.

Der var derfor ikke tale om en klassisk enkeltstart lørdag, men derimod om en jagtstart, som man blandt andet kender det fra langrend.

Og her formåede Annemiek van Vleuten at gøre arbejdet færdigt.

Hun fik dermed lidt oprejsning, efter hun tidligere på året blev nummer tre i kvindernes Giro d'Italia, der ellers var hendes helt store satsning i år.

Det var også Van Vleuten, der ved OL i Rio styrtede voldsomt på en nedkørsel, og dermed måtte vinke farvel til den medalje, hun var på vej til at sikre sig.

Den danske cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig (Cervelo) havde også kvalificeret sig til lørdagens jagtstart. Hun havde dog tabt for meget tid på torsdagens etape til at kunne gøre sig gældende i lørdagens jagtstart.

/ritzau/