Øllene var knappet op, og de pæne skjorter fundet frem på det danske rytterhotel i Harrogate efter Mads Pedersens store VM-triumf søndag eftermiddag.

Verdensmesteren og hans holdkammerater var klar til at feste efter en hård og følelsesladet dag i Yorkshire, hvor de otte danske ryttere alle bidrog til sejren.

Flere af dem var udgået, da VM-løbet kulminerede, og dermed kunne de følge de sidste, spændende kilometer på tv-skærmen i den danske holdbus.

- Jeg fik hjertebanken. Vi råbte og skreg og gik helt amok. Det var en surrealistisk oplevelse. Vi troede nærmest ikke vores egne øjne. Det er nok noget af det vildeste, jeg har oplevet, siger hjælperytteren Casper Pedersen.

Han var del af et stærkt dansk ottemandshold, der fulgte det taktiske oplæg til punkt og prikke.

- Vi var gode til at beskytte vores kaptajner, og derfor kunne Mads angribe i en tidlig finale, og det endte han jo med at vinde på.

- At han gjorde det færdig, er hans egen fortjeneste, men jeg synes godt, vi kan kalde det en holdpræstation, siger Casper Pedersen.

Han er næsten jævnaldrende med den nybagte verdensmester, og de to har været holdkammerater i juniortiden. Det gør oplevelsen endnu større.

- Det kræver, at du har et kæmpe talent, og det har Mads altid haft. Det er fedt at se en af de drenge, jeg er vokset op med, vinde et af de største endagsløb, man kan vinde, siger Casper Pedersen.

Også Magnus Cort var efter hårdt arbejde kommet i tørvejr, da Mads Pedersen susede først over målstregen.

- Det var vanvittigt spændende. Det så ud til, at han havde store problemer på den sidste bakke. Men så så jeg, at han tog en lang føring og tænkte: Han har en spurt i sig.

- Jeg kender det selv, nogle gange kan man mærke, at man lige har den sidste power. Og når han sad og tog sådan en føring, så var det nok fordi, at han havde et kick, selv om han selvfølgelig var helt færdig.

- Han er rigtig dygtig til at vinde cykelløb. Det var helt vildt, siger Magnus Cort.

Sejren får ikke kun betydning for den nybagte verdensmester, men også for dansk cykelsport som helhed, mener han.

- Det sætter os på verdenskortet. Vi har vundet mange mesterskaber i ungdomsklasserne, og Amalie (Dideriksen, red.) vandt for et par år siden VM for kvinder.

- Men herrernes linjeløb er jo den største disciplin. Det er fantastisk at se, hvordan vi kan få trumfet vores talenter hele vejen igennem, siger Magnus Cort.

/ritzau/