Phil og Paul. Paul og Phil.

I årtier har de engelske tv-kommentatorer Phil Liggett og Paul Sherwen lagt stemmer til de store cykelløb. Sammen. Men det kommer de ikke til at gøre mere.

I weekenden døde den ene halvdel af duoen, Paul Sherwen, at et hjerteanfald. Han blev 62 år.

Det var hans hustru, der ringede med den triste besked til tv-makkeren.

»Jeg kunne ikke tro det. Hun sagde: 'Phil, Paul er ... jeg bliver nødt til at fortælle dig, at han er død'. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige,« fortæller den 13 år ældre Phil Liggett.

I 30 år har makkerparret dækket Tour de France for blandt andet engelske Channel 4 og amerikanske NBC Sports.

»Vi havde det samme temperament, samme humor og vi rejste verden rundt sammen i mere end 30 år,« siger Phil Liggett.

Han har svært ved at forestille sig, at de for sidste gang har arbejdet sammen i forbindelse med et stort cykelløb. Ikke mindst med tanke på Tour de France næste år.

»Det bliver hårdt. Det er ikke til at komme udenom. I min alder, som 75-årig, skulle jeg måske bare forlade det hele og lade andre tage over. Det vil jeg komme til at overveje. Min tiden kan hele meget, så vi må bare se,« siger Phil Liggett.

Han sætter følgende ord på deres samarbejde:

»Når vi skulle på tv, gennemgik vi ikke noget manuskript, vi talte ikke med hinanden - vi tog bare vores høretelefoner på. Jeg ville sige: 'O.k. Paul, vi har 30 sekunder', og han ville sige: 'Jep'. Så ville jeg gå i gang: 'Goddag, Jeg hedder Phil Liggett, ved siden af mig er min makker, Paul Sherwen, og velkommen til Tour de France'. Så ville jeg bare kigge på Paul, og så ville han begynde at tale,« fortæller Paul Liggett:

»Det kommer ikke til at ske mere.«