Cykelryttere er notorisk kendt for at gå op i detaljerne. Om det så kommer til brillerne, cyklerne eller de barberede ben.

Men danske Michael Valgren vakte en smule undren, da han mødte op til dette års Tour de France med mørke øjenbryn. Og da han efter åbningsetapen selv gjorde opmærksom på det på sin Instagram, var der ingen vej udenom.

Jeg kunne se, at du har fået farvet dine øjenbryn. Hvad handler det om?

»Det er, fordi det ser godt ud ... Nej, det gjorde jeg for et år siden for sjov, og så havde vi tre af min kærestes piger på besøg, inden jeg tog af sted, og den ene er så frisør,« forklarer Valgren til B.T. og fortsætter:

»Så de legede jo beauty-salon, og så tænkte jeg, at så skulle jeg da have farvet øjenbryn igen. Farven sad så lige lidt for længe, så de blev ret mørke. Heldigvis så skinner solen godt her, så mon ikke de bliver afbleget rimelig hurtigt igen,« fortæller Michael Valgren inden starten på anden etape.

Men hvorfor skulle de farves?

»Det var bare, for at der lige skal ske lidt. Ellers er jeg meget sådan en leverpostejstype, så der må godt ske lidt. Jeg synes, det er meget sjovt,« siger den 25-årige dansker.

Her ses Michael Valgren med sine normale – noget lysere – øjenbryn.
Her ses Michael Valgren med sine normale – noget lysere – øjenbryn. Foto: THOMAS SJØRUP
Vis mere

Michael Valgren og resten af Astana-mandskabet fik en forrygende start på dette års Tour de France, da deres danske kaptajn, Jakob Fuglsang, holdt sig ude af problemer og endte med at tage 51 sekunder på Chris Froome, der styrtede.

På første etape var det også en glad Michael Valgren, som B.T. fangede foran holdbussen. Her havde han lige fået en gave af sin mor. Den kan du læse mere om lige her.

Anden etape forventes at ende i en massespurt, og du kan følge slagets gang i vores LIVE-blog her.