Tim Heemskerk er en anelse hemmelighedsfuld, da han skal fortælle om Jonas Vingegaard.

Træningstroldmanden fra Visma-Lease a Bike vil helst ikke løfte sløret for for meget – alligevel kan han ikke helt lade være.

»Jeg kan ikke fortælle dig, om det er en smule værre eller meget bedre,« siger Jonas Vingegaards træner.

»Han er i ligeså god form som sidste år. Men jeg er altid nysgerrig for at se, hvordan det går under løb. Her er man udsat for stress på en helt anden måde, og der kommer til at være konkurrence. Ved Camiño ser det mere intenst ud end sidste år.«

Jonas Vingegaard, sekunder efter han smadrede al konkurrence ved Tour de France-enkeltstarten i fjor.
Jonas Vingegaard, sekunder efter han smadrede al konkurrence ved Tour de France-enkeltstarten i fjor. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Torsdag skete det. Jonas Vingegaard tog 2024's første rygnummer på ved det spanske etapeløb O Gran Camiño, hvor han eksploderede al modstand sidste år.

Nu ser konkurrencen anderledes hård ud. 

Men Tim Heemskerk kender Jonas Vingegaard bedre end de fleste.

»Jonas giver mig fuld tillid. Fuld tillid til træningsprocessen, til vores diætister, til udstyret. Han er nem at arbejde med,« fortæller Heemskerk.

Et tilbageblik på 2023 vidner om, at den hollandske træner ikke gjorde ret meget galt. At samarbejdet med den dobbelte Tour-vinder var en effektiv symbiose.

Jonas Vingegaard sejrede i alle løb, han stillede op i – med undtagelse af Paris-Nice og Vuelta a España, hvor han endte på henholdsvis tredje- og andenpladserne.

Med andre ord skal Tim Heemskeerk ikke dreje på ret mange træningsknapper, før 2024 bliver en dårligere årgang end i fjor.

Alligevel justerer han på nogle ting – uden at fortælle den danske superstjerne det.

»Vi ændrer ikke ting fuldstændig, men jeg gør tingene på en anderledes måde. Og jeg håber faktisk ikke, at atleterne fortæller mig, at jeg har gjort tingene anderledes,« siger ham, der er træner for otte forskellige ryttere på holdet.

»Jeg har forberedt nogle ting lidt anderledes. Men jeg håber ikke, at atleterne ved det.«

I bund og grund handler det om at variere træningen – og undgå, at Vismas rullende superstjerner begynder at kede sig med gentagende træninger.

»Hvert år er der nye, små ting. Men det skal heller ikke være sådan, at forskellen er for stor, for så bliver de usikre. Jeg tror bare på, at menneskekroppen har brug for lidt ny stimuli,« mener Tim Heemskerk.

Små greb kan være at ændre på intervallængder. På intensiteten i visse træninger.

Om ændringerne har gjort Jonas Vingegaard til en toptunet maskine, får vi de første svar på i denne uge.