Michael Valgren er simpelthen for vild i øjeblikket!

Onsdag vandt han således Giro di Toscana, mens han torsdag netop har vundet klassikeren Coppa Sabatini i Italien efter en dramatisk finale.

Det så sort ud for Michael Valgrens chancer for en ny triumf, da han kørte ind på den sidste kilometer i selskab med blandt andre den nykårede europamester Sonny Colbrelli.

En mand, der normalt er langt hurtigere end danskeren på de afgørende meter af et cykelløb. Men på rutineret vis tvang Michael Valgren italieneren til at føre op ad den korte, men stejle finalestigning, og på de allersidste meter gik EF-danskeren forbi og sikrede en sensationel dobbelttriumf.

Foto: Benoit Tessier / POOL
Vis mere

Dermed kan du roligt sige, at Michael Valgren har ramt topformen på det helt rigtige tidspunkt. Der er nemlig få dage til, at VM køres i Belgien.

Danmark stiller med et af de stærkeste hold nogensinde ved VM i cykling, og efter to sejre i træk må Michael Valgren efterhånden også regnes som en af outsiderne til verdensmesterskabet.

Trods svingende resultater i de seneste sæsoner har thyboen hvert år vist fremragende kørsel ved VM, og nu ser formen ud til at være bedre end nogensinde før. Og han drømmer da også.

Det afslørede han i sejrsinterviewet efter triumfen i Coppa Sabatini.

»Vi kommer til VM i Belgien med et sindssygt stærkt hold, hvor vi alle sammen er i fremragende form. Så selvfølgelig drømmer vi om at tage en guldmedalje med hjem,« lød det, inden han fortsatte:

»Jeg vil gerne takke mit hold for sejren i dag. Jeg fik alt den hjælp, jeg havde brug for. Jeg vidste, at jeg var stærk, og det var heldigvis nok til at afvise Sonny Colbrelli til sidst.«

Klassikeren i Italien har haft flere store vindere gennem tiden. Eksempelvis Bjarne Riis og Jan Ullrich, som begge har vundet Tour de France i karrieren.