Astanas danske bjergged, Jesper Hansen, har endnu ikke sin fremtid på plads, men han satser på, at gøre så godt et indtryk på Tour de Frances kommende bjergetaper, at bejlerne vil stå i kø.

»Jeg vil gerne ud og vise noget i de her dage. Bjergetaperne er et fremragende udstillingsvindue, så hvis jeg kan præstere her, vil der helt sikkert komme nogle kontrakttilbud,« lød det tirsdag morgen fra Jesper Hansen, hvis kontrakt med det kasakhiske storhold udløber efter denne sæson.

»Jeg håber bare på, at jeg har kongeben og er godt kørende de næste par dage.«

Foto: Claus Bonnerup
Vis mere

Er du i snak med nogle hold?

»Min manager har snakket med et par hold, men der er ikke noget på plads. Jeg vil også gerne blive her, hvis det kan lade sig gøre. Og det er det, jeg håber på lige nu,« understregede den Tour-debuterende fynbo.

27-årige Jesper Hansen, der har kørt for Astana siden sommer 2017, har én soleklar opgave på de kommende alpeetaper - at passe på kaptajn Jakob Fuglsang.

»Jeg skal sidde ved siden af Jakob så længe, som det overhovedet er muligt.«