Mads Pedersen var kun fire kilometer fra en stor triumf.

Men det blev taget fra ham, da han styrtede i finalen på sidste etape af Circuit Cycliste Sarthe og mistede sin førertrøje. Du kan se det i bunden af artiklen.

Danskeren havde ellers være flyvende i etapeløbet og hentet en andenplads og to sejre under de tre første etaper, men det ender altså med en nedtur af de større.

Værst var bekymringerne dog fremd mod Paris-Roubaix – et af Mads Pedersens helt store sæsonmål. For kunne Trek-Segafredo-rytteren nå at blive klar til løbet 17. april efter styrtet på de våde landeveje? Nu er svaret kommet.

Og det er heldigvis ja.

Holdet melder nemlig om gode nyheder på Twitter.

'Mads slap billigt med nogle små hudafskrabninger,' skriver Trek-Segafredo og understreger, at han bliver klar til Paris-Roubaix.

Selv siger danskeren:

'Alt er godt. Jeg har ikke slået mig, så det er godt. Det er noget lort at tabe løbet på denne her måde, men i det mindste er styrtet ikke for slemt. Det bliver nok med få dages restitution,' varsler Mads Pedersen.

Den 26-årige dansker har haft intet mindre end en kanon sæsonstart.

Indtil videre har den tidligere verdensmester kørt sig til fire sejre i år og en lang række top 5-placeringer. Han kunne løfte armene i vejret på tredje etape i Paris-Nice og på den første i Étoile de Bessèges – ud over de to ved Circuit Cycliste Sarthe.

Her vandt han faktisk pointtrøjen på trods af styrtet – akkurat ligesom i Étoile de Bessèges.

Den hollandske Jumbo-Visma-sprinter Olav Kooij vandt Circuit Cycliste Sarthe sammenlagt.