Bauke Mollema ligner efter flere Quintana-skuffelser rytteren, der skal slå Chris Froome, som selv kalder hollænderen sin største konkurrent

2016-udgaven af Tour de France bliver en duel mellem Chris Froome (Team Sky), Nairo Quintana (Movistar) og Alberto Contador (Tinkoff). Hvis du ikke er stødt på den forudsigelse i optakten til den 103. udgave af Touren, er det, fordi du har været afskåret fra al snak om den franske rundtur.

Med en uge tilbage af Tour de France er billedet ændret en smule. Froome fører da godt nok som ventet, men Contador udgik af løbet i Andorra, og Quintana har ved flere lejligheder taget sig en blunder og ellers bare ikke været stærk nok. Det har kostet tid for den lille colombianer. Alt imens har et mere ukendt og ubeskrevet blad gjort sin entré på den allerstørste scene.

Bauke Mollema (Trek-Segafredo) ligger med seks etaper tilbage nummer to i klassementet, et minut og 47 sekunder efter Chris Froome. Før gårsdagens etape udnævnte Chris Froome selv Mollema til sin største rival i resten af Touren. Mollema kvitterede med at sidde klistret til Team Sky-kaptajnens hjul på hele gårsdagens bjergetape til Culoz.

Svært at vinde

Den præstation pillede ikke lige frem Froomes udsagn fra hinanden, men Mollema tøvede nu alligevel med at udråbe sig selv til den største rival efter det stærke signal, som benene igen havde leveret på gårsdagens mange kategoriserede stigninger.

»Det bliver svært at vinde Touren. Froome er den store favorit, og han skal have en dårlig dag, hvis det overhovedet skal være muligt. Vi må se, om jeg har benene i Alperne,« sagde Bauke Mollema om udsigten til de store tinder i horisonten.

Presseopbuddet foran Trek-Segafredos holdbus plejer – med al ære og respekt – ikke at være det allerstørste, men Mollemas præstationer har fået de internationale medier til også at interessere sig for den 29-årige hollænder.

Og andre tør godt være mere optimistiske på Mollemas vegne, end han nødvendigvis selv er. Journalist på den hollandske avis De Telegraaf, Raymond Kerckhoffs, der har dækket Tour de France i 27 år, ser positivt på Mollemas muligheder i resten af Touren.

»Mollema begyndte ikke løbet som favorit, men jeg tror, at han kan køre på podiet. Hvis du ser på Mont Ventoux-etapen, hvor han angreb og tidskørslen, har Mollema virkelig kørt godt. Den største overraskelse for mig er, at han er begyndt at angribe. Det er et skifte i hans stil. Tidligere har han mere fulgt med og siddet på hjul,« siger Raymond Kerckhoffs.

Hollandsk cykelsport har gang i en fantomsæson. I foråret vandt Team Skys Wout Poels klassikeren Liège-Bastogne-Liège, Steven Kruijswijk havde længe den lyserøde førertrøje i Giro d’Italia, og Tom Dumoulin har foreløbig vundet to etaper i Tour de France.

Mollema er blot det seneste navn fra Holland til at imponere, og en gambler med is i blodet kunne måske endda have forudset det hele lidt bedre inden begyndelsen af løbet, for Mollema kom stærkt ind til Touren, fortæller Raymond Kerckhoffs.

»Han har tidligere lavet store resultater i Touren, men han har som regel altid haft det ene eller andet problem. Sidste år fik han rygproblemer inden Touren, og tidligere har han haft en virus. Jeg talte med ham før Critérium du Dauphiné, og der fortalte han mig, at han aldrig har haft en bedre forberedelse til Touren. Det må man sige, at han har vist indtil videre,« siger journalisten.

Forklaringen på Mollemas fremdrift er ikke kun, at han er gået fri af uheld. Den tidligere bopæl i Alicante er skiftet ud medMonaco, hvor han har adgang til flere og længere stigninger. Mollema har derfor fået endnu flere højdemeter i benene, hvilket naturligvis gør, at han holder længere, når der bliver kørt stærkt i Touren.

Imponeret sportsdirektør

Sportsdirektør på Trek-Segafredo, Kim Andersen, er imponeret over sin rytter. Når taktikken lægges til den resterende del af Touren, gælder det dog om at være påpasselig, mener danskeren.

»Lige nu handler det om at sidde bag ved Froome. Viser Froome svaghed, må vi se på det, men hvis vi på et tidspunkt sætter et angreb ind, skal det være på afslutningen af en etape, så Mollema ikke taber for meget tid. Vi kørte efter en top ti-placering til Mollema til at begynde med, så vi er selvfølgelig tilfredse, som det ser ud lige nu. Men vi vil da gerne beholde podiepladsen,« siger Kim Andersen.

Selvom Chris Froome holder øje med Mollema, kan han ikke tillade sig at slippe Nairo Quintana helt ud af synsfeltet. Sidste år stjal colombianeren sekunder på Froome i løbets tredjeuge, og Quintana har proklameret, at han igen vil angribe på de hårde etaper i Alperne.

Men lige nu handler det først og fremmest om Bauke Mollema.