Den danske sportsdirektør Nicki Sørensen står uden job, efter at hans arbejdsplads, cykelholdet Aqua Blue Sport, drejede nøglen om for godt to uger siden.

Men han er fast besluttet på at fortsætte i cykelsporten. Selv hvis det skulle vise sig at være umuligt at finde et nyt hold til den kommende sæson.

»Det er det, jeg brænder for, så jeg har besluttet, at jeg vil give det et helt år. Hvis jeg ikke finder et hold at arbejde for næste sæson, vil jeg lede efter et for 2020. Det vil sige, at jeg gør en målrettet indsats frem til august næste år for at finde noget. Hvis ikke det kan lade sig gøre, må jeg kigge andre steder end cykelsporten,« siger Nicki Sørensen.

Efter 16 sæsoner som professionel rytter stillede han cyklen i garagen efter 2014-sæsonen.

Siden har han været sportsdirektør på tre forskellige hold. Først var han en enkelt sæson på Tinkoff-Saxo, efterfulgt af et år hos Israel Cycling Academy, inden han sidste år skiftede til Aqua Blue Sport.

Det irske hold lukkede pludselig 27. august og sendte ryttere, sportsdirektører og resten af staben på jobjagt på et tidspunkt, hvor mange job for næste sæson allerede er besat.

»Jeg er i den heldige situation, at jeg kender rigtig mange mennesker inden for sporten. Der er også mange, der vil hjælpe, men der er ikke den store udskiftning blandt sportsdirektører på holdene. Hvor der er 24 ryttere eller mere på de store hold, er der typisk kun fem eller seks sportsdirektører. Så der er ikke mange pladser,« konstaterer Nicki Sørensen.

En af hans danske ryttere på det nu lukkede Aqua Blue Sport, Casper Pedersen, har til gengæld fundet sig en ny arbejdsgiver.

Den tidligere U23-europamester skrev onsdag kontrakt med World Tour-holdet Sunweb.

/ritzau/

Se også