I næste to timer lå hun uopdaget og hårdt kvæstet i vejgrøften. 

Den blot 18-årige cykelrytter Muriel Furrer mistede i september sidste år livet, efter hun styrtede voldsomt under juniorernes VM-løb i schweiziske Zürich. 

Hun blev fløjet til hospitalet og døde dagen efter som følge af alvorlige skader i hovedet. 

Omstændighederne omkring hendes død er fortsat ved at blive undersøgt af myndighederne.

Men for hendes forældre, der nu skal leve med sorgen til evig tid, er det øjensynligt, at alt gik galt den dag. 

»Det er svært at sige, om svarene vil give os nogen form for fred. Tydeligvis blev der begået en alvorlig fejl. Muriel blev fundet 90 til 100 minutter efter styrtet.« 

»Var hun blevet fundet før, havde hun måske kunnet overleve,« siger hendes far, Reto Furrer, til Le Temps.

På trods af at begivenheden var tv-transmitteret, opdagede ingen Furrers styrt. Ifølge mediet var de lokale arrangører ellers blevet tilbudt muligheden for at følge alle rytterne via GPS-trackere. 

Det satte ICU – den internationale cykelunion – dog en stopper for. 

»Mange spørgsmål forbliver ubesvaret, men når en fejl sker, er det uundgåeligt, at nogen er ansvarlig. Når vi ved, præcis hvad der skete, og hvem der står til ansvar, kan vi måske forhindre sådan en tragedie at ske igen,« siger Reto Furrer. 

Styrtet på de regnvåde veje i Schweiz skete blot 10 kilometer fra Furrers eget hjem.