Det var næsten den værst tænkelige beslutning, der blev truffet i dag.
Dagen udviklede sig jo en smule kaotisk, da det hele endte med at blive forkortet, fordi der var protester mod at køre den lange og våde etape.
Beslutningen blev taget 10 minutter, før vi startede. Vi skrev os ind som normalt, og så var der protester. Folk ville ikke køre. Kompromiset blev, at vi startede og kørte den neutrale zone og kørte 10 kilometer, og så hoppede vi i busserne.
Tilbage til det med den værst tænkelige beslutning. Det var det jo, fordi vi først starter og bliver våde og kolde, inden vi hopper ind i bussene og skulle ud igen senere.
Jeg har ikke været inde over beslutningen, og det har Astana heller ikke. Beslutningen skulle være taget tidligere, så der var mere klarhed.
Men vi må se fremad, og nu gælder det i morgen. Den sidste bjergetape under årets Giro, og det er helt sikkert en etape, hvor jeg skal prøve på noget.
Hvis jeg har noget at skyde med, skal jeg have vendt op og ned på tingene for at se, om jeg kan kravle lidt længere frem i klassementet. Så må jeg se, om jeg kan nå at slutte på podiet. Det bliver formentlig ret svært, men se bare på Stelvio-etapen. Hvem havde troet, at der ville blive vendt så meget op og ned?
Mit mål er i hvert fald klart. Jeg kommer til at prøve helt til det sidste. Så må tiden vise, om det rækker til at blive nummer syv, fem eller ende på podiet. Men jeg vil kæmpe hele vejen.
Til gengæld håber jeg, at jeg ikke for tredje dag i træk skal køre med mit sorte skoovertræk, vi normalt bruger til enkeltstart. Jeg bruger dem for ikke at fryse, fordi det er det letteste og mest vindtætte, vi har. Og jeg er ikke meget for det, for jeg SKAL køre i hvide sko.
I må ikke spørge mig hvorfor. Det skal bare være hvidt, fordi det ser bedre ud. Skoene, som vi får af holdet, er egentlig også hvide, men ikke hvide nok ifølge mig. Der er noget sort på hælen, som jeg heldigvis ikke kan se, når jeg cykler. Faktisk har jeg spurgt holdet, om jeg ikke kunne få nogle helt hvide sko, men den gik ikke.
'Vi skal alle have samme sko,' lød svaret.
Formentlig kommer jeg ud af Giroen med et resultat, som jeg trods alt kan være stolt af, og det håber jeg også, at I vil. Jeg er virkelig glad for opbakningen fra danskerne, og jeg håber, at mine resultater de seneste år har været fede at følge med i.
I bund og grund tror jeg ikke selv, at jeg er klar over, hvor meget danskerne støtter op om mig og det, jeg laver på landevejen. I Monaco oplever jeg jo det hele lidt på afstand.
Derfor tænker jeg heller ikke som sådan over, at jeg på de senere år er blevet en slags allemandseje i Danmark.
Men jeg kan godt mærke en forskel, og man bliver da indimellem mindet om det. For eksempel, er jeg blevet spurgt, om jeg ville deltage i Vild med Dans. Jeg tror faktisk, at de havde tænkt sig at give mig en dansepartner i Monaco. Men jeg takkede pænt nej tak.
Jeg tror dog ikke, at det er specifikt for Danmark. Respekten om mig er bare blevet større med mine resultater på cyklen. Når det er sagt, bliver jeg næsten aldrig genkendt i Monaco. Der bor mange kæmpe stjerner, så der er lidt kutyme for, at man ikke går hen og får en selfie med Gud og hver mand.
Forskellen er til gengæld til at tage og føle på i Silkeborg By, hvor jeg kommer fra. I dag kan jeg godt mærke, at der er flere, der ved, hvem jeg er, end da jeg boede der. Indimellem undrer jeg mig over, hvorfor folk kigger sådan på mig. Kender jeg dem?
Men så undrer jeg mig mindre, når jeg kommer jeg i tanke om, at det hele giver fin mening, og at de nok har set mig i fjernsynet.
Det ser jeg overhovedet ikke som noget negativt, og det er jo heldigvis, fordi jeg kører stærkt på cykel. Men det kan godt være lidt svært at vænne sig til for et privat menneske som mig.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer 22, og du kan læse gårsdagens her.
