Jakob Fuglsang skulle have gjort det i bjergene, men blev sat af. Magnus Cort skulle så have været med i spurten, men kunne ikke følge med, da flere sprintfavoritter var udgået.

Så det måtte blive spanske Omar Fraile, der sørgede for noget jubel hos danskerholdet Astana. Det gjorde han med en sejr på 14. etape, hvor han kørte alene i mål på landingsbanen i Mende.

»Det er fedt. Det er lækkert. Det var et af målene. Nu er en del af succeskriteriet for Touren nået. Det var vores delmål. Og det gør måske, at de næste mål kommer lidt lettere. Lad os håbe det,« siger Fuglsang, som håber, at etapesejren til Fraile kan løsne op for hans egen Tour.

Jakob Fuglsang på 12. etape af Touren.
Jakob Fuglsang på 12. etape af Touren. Foto: Peter Dejong
Vis mere

Mens et stort udbrud fik lov at køre i mål oppe foran, kom klassementrytterne ind et godt stykke efter, men det skete ikke uden spænding. Primoz Roglic, der ligger samlet nummer fire, gav det et skud på Cote de la Croix Neuve og stak af. Det fik han otte sekunder ud af, da hverken Geraint Thomas, Chris Froome eller Tom Dumoulin kunne følge med.

Og det kunne Jakob Fuglsang heller ikke, for igen tabte danskeren tid. Denne gang næsten et halvt minut til de tre forreste i klassementet.

»Den var modbydelig. Den var lige en tand for hård i dag. Da Primoz Roglic angreb, blev jeg nødt til at slippe, og så kæmpe med alt for at komme op,« siger Fuglsang, som håber på bedre dage.

Jakob Fuglsang på 12. etape af Touren.
Jakob Fuglsang på 12. etape af Touren. Foto: Peter Dejong
Vis mere

»Jeg vidste godt, at det var en af de stigninger, jeg ikke så godt kan lide, fordi den er så eksplosiv og stejl. Jeg havde håbet på at kunne sidde med helt fremme, men det må jeg bare indse, at det kunne jeg ikke. Sådan er det. Der kommer nogle hårde etaper, som er hårde på en anden måde,« siger Fuglsang

Det betød dog ikke noget for Fuglsangs position - tværtimod. For Dan Martin, der har været ramt af uheld i årets Tour - punkterede for foden af den sidste stigning og tabte en del tid. Så meget, at Jakob Fuglsang sneg sig op som nummer ni samlet.