Catalonien Rundt byder på masser af højdemeter og næsten lige så mange store stjerner. En af dem er Jakob Fuglsang, som skal bruge løbet til at cementere sin kaptajnrolle i Touren.

Foråret står normalt i klassikernes tegn i cykelkalenderen, men årets udgave af Catalonien Rundt byder på ekstraordinært mange højdemeter og etapeløbsstjerner, der skal vise forårsformen og de blege ben frem.

En af dem er danske Jakob Fuglsang, der bruger løbet som en generalprøve frem mod kaptajnrollen for Astana i sommerens Tour de France. Efter et stort tidstab i Paris-Nice, som hægtede ham af klassementsræset, har flere cykeleksperter understreget vigtigheden af, at danskeren nu præsterer.

TV 2s Rolf Sørensen har endda sagt, at kaptajnrollen i Tour de France står og falder med en god præstation i etapeløbet. Og det er der gode mulighed for - også selv om tirsdagens lange holdtidskørsel ikke er til Astanas fordel. Det mener Thomas Bay, Eurosport-kommentator:

»Top 10 samlet er realistisk. Dagens tidskørsel spiller en stor rolle, og Astanas hold er langt fra frygtindgydende, så han skal ud at hente en masse tid og ud at skabe løbet, og han kommer til at gøre det rigtig godt, når de rammer stigningerne resten af ugen.«

Thomas Bay frygter dog ikke for Fuglens kaptajnrolle i Tour de France - også selv om han ikke leverer i det catalanske løb:

»Han er så professionel, og Astana ved, at han rammer formen til sommer. Det er derfor, han får sin løn. Han er meget troværdig og meget driftssikker og har ikke de store udfald. Miguel Ángel López er eneste trussel, men det er kun en fordel for holdet, at de kommer til at have to kaptajner og to outsidere frem for en.«

Davide Cimolai fra FDJ-holdet tog første etape af Catalonien Rundt, da han mandag  vandt sprintetapen med start og mål i Calella. Løbet slutter i Barcelona på søndag.

Favoritterne ifølge Thomas Bay

Foto: DARIO BELINGHERI
Vis mere

Geraint Thomas, Team Sky
»Han er en del af et meget stærkt Sky-hold, som helt sikkert - hvis ellers forhjulene ikke knækker - præsterer en god holdtidskørsel i dag. Thomas er meget formstærk, og havde han ikke haft uheld i Tirreno Adriatico, havde han været den helt store udfordrer til den samlede sejr.« Karakter: 4/4

Foto: MAL FAIRCLOUGH
Vis mere

Chris Froome, Team Sky
»Han får et godt udganspunkt i dag, så hvis Geraint Thomas træder ved siden af, kan han tage over. Han har haft en meget lang løbspause siden begyndelsen af februar. Froome har kørt løbet fire-fem gange, men har aldrig vundet - han skal lige i gang med sæsonen, men holdløbet kan bringe ham langt.« Karakter: 3/4

Foto: GIAN EHRENZELLER
Vis mere

Tejay van Garderen, BMC
»Teejay van Garderen og BMC kan få det bedste afsæt efter morgendagens etape. De må være de klare favoritter. Samtidig har van Garderen tidligere gjort det godt i Catalonien, hvor han blandt andet har vundet kongeetapen.« Karakter: 2/4

Foto: MIGUEL ANGEL MOLINA
Vis mere

Alejandro Valverde, Movistar
»Det er ikke mange løb, Valverde stiller op i, hvor han ikke samtidigt er en mulig vinder. Hans hold er uhyggeligt stærkt, og løbet er skruet sammen på en sådan måde, at han kan tage bonussekunder herfra og til Barcelona. Det kan give ham et godt udganspunkt, selv om han kan komme lidt til kort på de stejleste stigninger.« Karakter: 1/4

Outsidere: Alberto Contador (Trek-Segafredo), Ilnur Zakarin (Team Katusha- Alpecin) og Adam Yates (UCI World Tour)