Jakob Fuglsang var så tæt på, men han måtte se sig slået af franske Julian Alaphilippe i den italienske nyklassiker Strade Bianche.

Her var danskeren ellers med helt til det sidste, men da det skulle afgøres, var Julian Alaphilippe altså alligevel for stærk for den Jakob Fuglsang, som ikke helt kunne finde ud af, om han skulle være glad eller skuffet.

»Jeg er glad for at komme på podiet i så fantastisk et løb, men jeg var følte mig stærk i dag, og jeg gik virkelig efter sejren. Jeg kørte godt, men jeg tabte, så det er lidt bittert,« siger Jakob Fuglsang efter at have været på podiet.

Jakob Fuglsang forsøgte ellers helhjertet at gå efter sejren i Strade Bianche. 23 km før målstregen rykkede Jakob Fuglsang, og her var det kun Wout Van Aert og Julian Alaphilippe, der kunne være med.

Fuglsang må se Alaphillippe juble over sejren.
Fuglsang må se Alaphillippe juble over sejren. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Danskeren fik også rystet Van Aert af, men Alaphilippe sad med hele vejen. Og efter sin andenplads var Fuglsang heller ikke voldsomt imponeret over franskmandens arbejdsindsats.

»Jeg tænkte hele tiden på, hvordan jeg nu skulle slå Julian Alaphilippe, men han var ikke specielt interesseret i at tage hårde føringer. Så jeg vidste, at jeg måtte overraske ham eller sætte ham af på den sidste del af stigningen inden spurten,« forklarer Fuglsang, som også godt havde set, hvad klokken var slået til sidst.

»I en spurt slår han mig til enhver tid. Jeg gav det et par skud, men der var desværre ingenting, der fungerede.«

Jakob Fuglsang måtte lade sig nøje med andenpladsen bag Julian Alaphilippe. Deceuninck-Quick.Step-rytteren gav da også kredit til danskeren efter sin sejr i Strade Bianche.

»Fuglsang var stærk. Jeg følte mig også godt tilpas, men benene blev lidt tunge. Det var først, da jeg tog det sidste sving, at jeg var sikker på, at sejren var min. Jeg er meget glad.,« siger Julian Alaphilippe ifølge Het Laatste Nieuws.

Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere