Chris Froome skal forbi Jakob Fuglsang, hvis favoritten vil vinde Tour de France for femte gang. Det er fakta, som briten må forholde sig til, selvom der kun er ni sekunder mellem de to ryttere, og Froome altså påstår, at han ikke ved, hvor Fuglsang ligger placeret.

Den danske Astana-kaptajn lå det meste af dagen bag et stærkt Sky-hold, men trods Froomes udsagn er Fuglsang slet ikke i tvivl om, at han stadig er på britens Tour-radar.

I videoen foroven kan du se og høre Brian Holm fortælle legendariske anekdoter om Tour de France

»Det kan være en fordel, hvis han undervurderer mig. Men jeg er ikke sikker på, at han vil lade mig køre, hvis jeg prøver noget - og hvis han ikke er tvunget til det. Jeg tror, at han - ligesom jeg selv - ikke koncentrerer sig så meget om alle de andre konkurrenter. Om hvem de er, hvad de bliver kaldt og hvordan de ser ud,« siger Jakob Fuglsang og fortsætter.

Jakob Fuglsang på sjette etape af året Tour de France. 
Jakob Fuglsang på sjette etape af året Tour de France.  Foto: Peter Dejong
Vis mere

»Han tænker mere på sit eget løb. Han ved, hvad han skal gøre for at vinde, og jeg tror, jeg ved, hvad jeg skal gøre for at komme på podiet, og det er det, der er mit hovedfokus. Målet. Ikke at spilde så meget energi på konkurrenterne, for når alt kommer til alt, kan jeg ikke beslutte, hvordan deres ben er.«

Jakob Fuglsang kørte i mål i Le Grand Bornand sammen med favoritgruppen, mens Julian Alaphilippe kørte en fransk hjemmesejr i hus og hentede den prikkede bjergtrøje. Det skete i et løb, der startede noget nervøst for Movistar med de tre klassementryttere, fortalte den danske Tour-firer.

»Sky kontrollerede, og de vil nok også gerne lige i gang. Det var også lidt stressende til at starte med, og jeg tror, at det var, fordi folk havde forventet, at der ville ske noget. Movistar virkede til at køre lidt nervøst. Jeg ved ikke, om de også var lidt bange for, hvad der skulle ske i dag. Vi har jo før set, at Sky har sat os alle til vægs på første etape. Det kan godt være, de forsøger at ændre taktik lidt og ser, om de kan snyde os. Det kan være, det bliver i morgen, de åbner for sluserne,« siger Jakob Fuglsang.

For danskeren gik dagen, som den skulle. Han kørte i mål som nummer 14 på etapen i gruppen med Chris Froome, Geraint Thomas, Nairo Quintana, Vincenzo Nibali og alle de andre ryttere, der forventes at kæmpe om top 10. Og det var han tilfreds med.

»Jeg synes, at det gik godt, og jeg kom godt igennem dagen. Jeg fik ikke kigget mig meget tilbage, men til sidst var der vist ikke mange tilbage bagved mig, og det vil sige, at vi sad en forholdsvis lille gruppe tilbage til allersidst,« siger Fuglsang, der dog havde lidt slidte ben til sidst.

Chris Froome stiller op til interview på Tourens første hviledag.
Chris Froome stiller op til interview på Tourens første hviledag. Foto: JEAN-PIERRE CLATOT
Vis mere

»Jeg skal ærligt indrømme, at den nev lidt i benene hen over toppen. Der nev den lige lidt, men på den anden side vidste jeg også godt, at toppen var lige rundt om hjørnet, så jeg kunne tillade mig at fire lidt i stedet for at køre over evne. Det var kontrolleret.«

Og hvad så med den samlede fjerdeplads? Fuglsang trådte to trin tættere på drømmen om podiet.

»Jeg har ikke overblikket, men nogle betalte i dag. Det er godt for mig at rykke lidt op i klassementet, men de vigtigste udfordrere ligger der alle sammen inden for nogle få sekunder, så det ændrede ikke meget.«