Det har - indtil videre - langt fra været det Tour de France, som Jakob Fuglsang havde drømt. Ambitionen ved Tour-starten for 16 dage siden var en plads på podiet - men her med en en uge tilbage af løbet befinder den 33-årige dansker sig på en lunken niendeplads.

Og udviklingen har fået Jakob Fuglsang til at overveje, om det er værd fortsat at satse stort på Tour de France.

»Det kunne godt se ud, som om at de der én-uge-etapeløb ligger bedre til mig. Criterium Dauphiné og Schweiz Rundt, og hvad de nu ellers hedder. Og det er da klart, at når man oplever, hvad jeg oplevede på eksempelvis etapen til Mende, hvor jeg kørte op til mit bedste, men stadigvæk ikke kunne være med, skal man til at overveje, hvad der er er fornuftigt, og hvad der giver mest mening,« siger Fuglsang og skynder sig at tilføje:

»Men det er ikke noget, jeg vil tage en beslutning om lige nu.«

Foto: Peter Dejong
Vis mere

Astana-kaptajnen erkender, at podiemålsætningen næppe bliver indfriet.

»Med de to Sky-ryttere, Froome og Thomas, og Dumoulin, som også kører godt, og Roglic, som formentlig ikke taber tid på enkeltstarten, så begynder det at se svært ud. Det gør det. Det vil jeg ærligt indrømme.«

»Men derfor har jeg stadig mod på at kæmpe for det. Om det så bliver top 5 i stedet for, eller om det må blive ved, hvad det er...det får vi at se i Paris.«

Hvad er din taktik i forhold til at avancere i klassementet i den sidste uge?

»Først og fremmest håber jeg, at nogle af de andre brænder sammen. Og derefter tror jeg, at det bliver vigtigt at køre med hovedet frem for med hjertet. Jeg skal forsøge at køre mit løb i stedet for at gå med i et eller andet hovedløst eller forsøge noget febrilsk selv. Men så handler det også om at finde etapEN, hvor jeg kan gå efter sejren og samtidig tage noget tid.«

Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

Du kan følge med i tirsdagens spændende Pyrenæer-etape LIVE her på B.T. Sport fra klokken 14.