Det bliver ikke til mange hviledage for Jakob Fuglsang.

Blot to dage efter Tour de France slutter, skal det danske Tour-håb køre cykelløb i Danmark.

Det sker den 30. juli, hvor han er på deltagerlisten ved cykelløbet Le Tour Revanchen 2019, der køres i Struer.

Der meddeler Struer Kommune i en pressemeddelelse, hvor Jakob Fuglsang også udtaler, at det er hans eneste løb i Danmark i år.

Jakob Fuglsang nær hjemmet i Monaco.
Jakob Fuglsang nær hjemmet i Monaco. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

'Uafhængigt af mit resultat ved dette års Tour de France har 2019 allerede været mit hidtil bedste år i karrieren. Jeg har oplevet en helt fantastisk støtte fra de danske fans, og derfor glæder jeg mig også ekstra meget over, at jeg kan være med til at give noget tilbage til dem, når jeg kører mit eneste løb i Danmark ved Le Tour Revanchen i Struer,' siger Jakob Fuglsang i pressemeddelelsen.

At det bliver muligt at trække et stort navn som Jakob Fuglsang til byen, er noget, der glæder borgmester i Struer Kommune Niels Viggo Lynghøj.

»Det er utroligt stort for Struer Kommune at få mulighed for at afvikle den her Tour de France-revanche. Det er stort at gøre det to dage efter, at Touren slutter. Hvis Fuglsang får en topplacering til Touren, er jeg sikker på, at det kan trække rigtig mange mennesker ud,« siger Niels Viggo Lynghøj til B.T.

Det er dog ikke fremmed for Struer at huse store cykelløb på landevejene i kommunen.

Byen har således haft besøg af både DM i mountainbike og Danmark Rundt tidligere, mens Giro d'Italia også var forbi byen, da de første tre etaper af den italienske Grand Tour blev afviklet i Danmark i 2012.

»At vi har gode rammer for cykelløb i og omkring Struer – både for mountainbaike og landevej – gør, at det får stor opmærksomhed. Som kommune kan vi jo godt lide at promovere det at cykle,« fortæller Niels Viggo Lynghøj.

Der forventes omkring 50-60 cykelryttere i løbet, og det er ikke kun Astanas Jakob Fuglsang, det slår et smut forbi Struer.

Også Michael Mørkøv (Decuninck-Quick Step) og Michael Valgren (Team Dimension Data) kommer forbi for at køre med en håndfuld amatørryttere og et par udenlandske stjerner.