»Jeg tænkte: 'Åh nej!' Jeg bad bare til, at han var okay.«

Jakob Fuglsangs hustru, Loulou, var sammen med parrets datter hos en ven, da der pludselig tikkede en besked ind fra Astana-rytterens soigneur. Danskeren var styrtet under 1. etape af World Tour-løbet Benelux Tour, og bekymringen meldte sig med det samme hos Loulou Fuglsang.

»Med de mange styrt, der er sket i cykling de seneste år, bliver man altid meget bekymret for, at der kan være sket noget slemt. Det er jo min største frygt, at der skal ske ham noget,« fortæller hun til B.T om styrtet, der har gjort en ende på hendes mands sæson.

I første omgang forsøgte Jakob Fuglsang ellers at køre videre, alt imens Loulou Fuglsang var i kontakt med holdbilen lige bagved den kæmpende danske cykelrytter.

Foto: LUCA ZENNARO
Vis mere

Turen i asfalten viste sig dog at være så voldsom, at han havde svært ved at holde fast på styret. Efter få kilometer måtte han indse, at smerterne var for store til at fortsætte, og kort tid efter satte Fuglsang sig ind i holdbilen og ringede til sin hustru fra en andens telefon.

»Hans stemme bævrede, fordi han var i så store smerter, og han er ikke en, der bare giver op, så jeg vidste, at det var ret alvorligt. Men jeg blev alligevel lidt mere rolig, fordi jeg kunne høre hans stemme, og han var ved bevidsthed. Nu var det mere et spørgsmål om, hvorvidt der var brækkede knogler eller ej,« fortæller hun.

Og det var der.

Tirsdag kunne Jakob Fuglsang selv fortælle til TV 2 Sport, at sæsonen var slut, efter en scanning viste, at Astana-stjernen havde brækket både kravebenet og skulderbladet, og at han derfor skulle igennem en operation samme dag.

Familien Fuglsang bor i Monaco.
Familien Fuglsang bor i Monaco. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

»Han har det okay nu, men han er selvfølgelig meget skuffet. Han havde glædet sig til VM og specielt til Lombardiet Rundt, hvor han skulle køre med nummer ét på ryggen efter sin sejr sidste år. Det er altid en stor motivation. Det er surt, at han ikke kan det på grund af et dumt styrt, som ikke engang var hans skyld,« siger Loulou Fuglsang.

Dermed er 2021-sæsonen overstået for den 36-årige dansker, der langtfra har haft et succesfuldt år.

Efter fire sæsoner i træk med sejre har Jakob Fuglsang nemlig endnu sin første sejr til gode i 2021, og det sker samtidig med, at han officielt står uden en kontrakt fra næste år.

Det betyder også, at der ikke længere er mulighed for at vise sig frem for en mulig kommende arbejdsgiver, efter danskeren har gjort det klart, at tiden på Astana med al sandsynlighed er forbi.

Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

Det er dog ikke noget, der ligefrem gør Fuglsangs hustru nervøs.

»Jeg er slet ikke bekymret, fordi jeg ved mere end dig. Jeg kan ikke sige mere lige nu, men Jakob har ingen grund til at være bekymret, selvom han ikke har vundet noget i år,« siger Loulou Fuglsang og fortsætter:

»Nogle gange er det dit år, andre gange er det ikke, og i år var ikke hans. Men alle derude ved, hvor fantastisk en rytter han er, og alle ved, hvad han kan gøre, hvis han er i god form. Han er meget svær at slå, hvis han er i topform. Jo jo, Pogacar og nogle af de unge drenge er også meget stærke, men alle kender Jakob. Han vil aldrig nå derhen, hvor han skal bekymre sig om, hvorvidt han får en ny kontrakt.«

Med en fødselsattest, der afslører, at Jakob Fuglsang i marts rundede de 36, kan det meget vel gå hen og og blive den sidste professionelle kontrakt for den danske cykelstjerne, der startede sin karriere på landevejen helt tilbage i 2006.

Derfor er Loulou Fuglsang også så småt begyndt at tænke på livet efter.

»Jeg kender kun Jakob som professionel cykelrytter, så for mig er han min mand, men han er også min atlet. Jeg tror, at det bliver svært, når han engang siger stop, fordi jeg er vant til et liv, hvor jeg støtter ham, og den begejstring, der tit følger med. Jeg rejser også med ham nogle gange, og jeg kan virkelig godt lide det,« siger hun.

»Selvfølgelig er det nogle gange hårdt, når han skal afsted og være væk i flere uger. Det kan være bittert, for jeg elsker også at have ham hjemme, og jeg elsker at bruge tid sammen med ham.«

Alligevel er det i første omgang de kommende år, som både Jakob og Loulou Fuglsang har fuldt fokus på.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Når dagen på et tidspunkt kommer, hvor han siger, at han har fået nok, så tror jeg faktisk, jeg vil begynde at græde, for det vil være enden på et kæmpe kapitel i vores liv. Men derefter følger der selvfølgelig et nyt og spændende kapitel. Så selvfølgelig ser jeg frem til det, men før, jeg gør det, så vil jeg også nyde de sidste par år af hans karriere, fordi jeg virkelig elsker at se ham på cyklen.«

»Jeg lever hans drøm med ham, og så længe han nyder det, så nyder jeg det også, og jeg vil ikke have ham til at stoppe et sekund tidligere for min skyld, for jeg nyder, hvad han gør. Og selvom det nogle gange er svært at være alene, så er det også det, han elsker at lave. At cykle på sin cykel. Det er den, Jakob er og har været hele sit liv.«

Der er endnu ingen officiel afklaring omkring, hvor Jakob Fuglsang fortsætter karrieren fra 2022.