Wout van Aert var hurtigst på enkeltstarten i Critérium du Dauphiné på 4. etape onsdag.

24-årige belgiske Wout van Aert (Team Jumbo-Visma) havde fuld fart på cyklen, da han onsdag vandt 4. etape i cykelløbet Critérium du Dauphiné.

Den tidligere tredobbelte verdensmester i cykelcross tilbagelagde de 26 kilometer omkring byen Roanne på 33 minutter og 38 sekunder, og den fart kunne ingen andre følge.

Jakob Fuglsang (Astana) kørte i en tid, der rakte til en plads som nummer ni på etapen, 1 minut og 7 sekunder var danskeren efter den belgiske vinder på dagens etape.

Samlet ligger Fuglsang nummer fire i klassementet med blot syv sekunder op til førertrøjen. Den sidder efter enkeltstarten på Adam Yates, efter at briten blev nummer seks på onsdagens etape.

Mitchelton-Scott-rytteren var 56 sekunder langsommere end Wout van Aert, men det var nok til at erobre den samlede førsteplads fra Dylan Teuns (Bahrain-Merida).

Etapen blev noget overskygget af, at den britiske cykelstjerne Chris Froome (Ineos) styrtede forud for enkestarten, da han varmede op, og det var så alvorligt, at Froome ikke kommer til Tour de France.

Froome var i gang med forberedelserne til Tour de France, som han har vundet fire gange tidligere: i 2013, 2015, 2016 og 2017, men det bliver altså ikke til en femte triumf i år.

Styrtet betød, at Froome pådrog sig et alvorligt benbrud og ikke er i stand til at deltage i verdens største cykelløb denne sommer.

/ritzau/