Den danske stjernerytter Jakob Fuglsang er vant til at blive iklædt cykeltrøjer på diverse sejrspodier – men nu vil han i stedet give folk tøj på.

Ægteparret Loulou og Jakob Fuglsang afslører nu til B.T., at de – efter flere års forberedelser – er klar til at offentliggøre deres eget cykeltøjmærke, som skal udfordre branchens giganter.

»Det er en kæmpe mulighed, som vi har grebet med MAD, ONE. Vi har researchet og arbejdet hårdt på det i to år, og det har været en svær og lang, lang, lang proces, for vi er startet fra nul. Men vi står på egne ben, og det gør det spændende,« forklarer Loulou Fuglsang.

Dermed har 37-årige Jakob Fuglsang taget hul på erhvervskarrieren, selv om han stadig har mindst to års fast arbejde på Israel – Premier Tech-holdet. Det passer hustruen godt:

Jakob Fuglsang og familien (her med datten Jamie) har boet i Monaco de senere år.
Jakob Fuglsang og familien (her med datten Jamie) har boet i Monaco de senere år. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

»Vi er ikke typerne, der læner os tilbage og tager det med ro. Det fungerer bare ikke for os. Så vi kigger allerede nu fremad, og det er vigtigt for os at bidrage med noget af Jakobs viden til resten af verden. Det handler om vores passion.«

Fra basen i Monaco har Fuglsang-ægteparret i de seneste to år arbejdet ihærdigt på at skabe brandet, som ifølge Loulou Fuglsang skal kombinere high end-cykelfashion med praktiske løsninger.

Cykeltøj er med sportens udbredelse blandt amatører blevet en milliardforretning, hvor især britiske Rapha og danske Pas Normal Studios har taget en stor bid af kagen.

Det er dem MAD, ONE nu vil udfordre – med et særligt es i ærmet.

»Vores store fordel er, at Jakob har tusinder af timer på cyklen. Han har trænet i alt terræn og under alle forhold, så han ved, hvad man har brug for som cykelrytter. Der er mange mærker, som laver flot tøj, men som rent teknisk er dårligt. Og omvendt.«

Men det vrimler jo med cykeltøjmærker – også high end-kategorien. Er det overhovedet plads til endnu et mærke?

»Jeg synes ikke, man kan sammenligne os. De har ikke de små, tekniske detaljer, som vi har. Vores mærke er grundlagt af en cykelrytter med tusinder af timers erfaring. Vi har ikke bygget det her op omkring en marketingsstrategi, eller at det skal være pænt,« siger luxembourgeren og fortsætter:

»Cykeltøj har været så ens i så mange år. Men jeg savner detaljerne. Alt ligner hinanden. Med det her mærke, vil vi forsøge at tage det skridtet videre. Der er masser af super flot tøj, men det hjælper dig ikke, når det regner eller er koldt.«

Jakob Fuglsang under Tour de France i Danmark i fjor.
Jakob Fuglsang under Tour de France i Danmark i fjor. Foto: LASSE LAGONI
Vis mere

Jakob Fuglsang har været ansvarlig for den tekniske udformning, mens ægteparret i samarbejde har stået for designet.

Når MAD, ONE offentliggøres i marts, bliver det blandt andet med den nu pensionerede cykelrytter Richie Porte i en form for ambassadørrolle. Det er der en særlig årsag til.

»Han bliver jo kaldt for kongen af Col de la Madone. Så han skulle selvfølgelig være en del af det her. Det er selvfølgelig et godt tegn for os, når en tidligere professionel siger, at tøjet er af en god kvalitet,« siger Loulou Fuglsang om den tidligere Tour-treer og det mytiske træningsbjerg øst for Nice, som har lagt navn til brandet.