Jakob Fuglsang har været flyvende i denne sæson, hvor det er blevet til sejre i Ruta del Sol og senest Lombardiet Rundt.

Han har udviklet sig til en cykelrytter, der altid leverer i de store endagsløb. Og det har han nu et konkret bevis på.

Han er nemlig nummer ét på den seneste verdensrangsliste over endagsløb.

På den seneste rangliste rykker han forbi Mathieu van der Poel, mens Julian Alaphilippe med VM-sejren også går forbi hollænderen og nu indtager andenpladsen.

Fuglsang blev nummer fem ved søndagens VM, men det var altså nok til at toppe den nye rangliste. Van der Poel var nemlig slet ikke til start.

Fuglsang har de seneste år leveret en stribe store præstationer i endagsløbene. Sidste år blev han nummer tre i Amstel Gold Race, nummer to i Strade Bianche og Fleche Wallonne, inden han til sidst stod øverst på skamlen, da han tog sejren i Liege-Bastogne-Liege.

I år er det blevet fulgt op med en femteplads i Strade Bianche, femtepladsen ved VM og sejren i sit andet monument, da han vandt Lombardiet Rundt i august.

Jakob Fuglsangs plads øverst på ranglisten bliver nok en kort fornøjelse. De kommende tre uger venter mange af de store klassikere, som normalt køres i foråret, men som nu er skubbet til efteråret på grund af coronavirussen.

Fuglsang skal dog ikke køre nogen af klassikerne, da han går benhårdt efter et topresultat i Giro d'Italia, som starter på lørdag.