'Jeg er tom for ord, hvad angår beslutningen.'

Jakob Fuglsang var rasende efter Baskerlandet Rundt, hvor han fik frataget sin podieplads.

Tyske Emanuel Buchmann kørte forkert, men alligevel fik han tredjepladsen, efter arrangøren havde set episoden igennem.

Og nu forklarer UCI, hvad der var årsagen til, at den beslutning blev truffet.

'Kommissærerne nærstuderede situationen og betragter sagen som et exceptionel uheld fremprovokeret af organisatoriske forhold ved divationen. De ryttere, der var involveret i episoden, blev noteret for samme tid som rytterne i den gruppe, de sad i,' skriver UCI til TV2 Sport.

Jakob Fuglsang lagde ellers ikke fingrene imellem efter afgørelsen, og han understregede, at han bestemt ikke havde i sinde at vende tilbage til cykelløbet næste år.

'Jeg er tom for ord i forhold til, hvor latterligt det er, og det er med sikkerhed sidste gang, jeg kører det her løb,' skrev Jakob Fuglsang på sin Instagram-story.

Ifølge ham var det nemlig Emanuel Buchmann, der ikke havde styr på ruten.

'De tog min podieplads, fordi Emanuel Buchmann fulgte bilerne og motorcyklerne med 300 meter igen. Efterfølgende fik han tildelt samme tid, som de andre ryttere i hans felt, som kørte den rigtige vej. Jeg har aldrig hørt om noget lignende, og derfor er jeg tom for ord,' skrev Fuglsang og fortsatte:

'Han havde jo ikke et teknisk problem eller kørte galt. HAN lavede en fejl. Det er latterligt. Løb burde blive afgjort på vejen,' skrev Jakob Fuglsang.

Siden delte han en ny story på sin Instagram, hvor han havde taget et billede af UCI's regler. Heri lyder det, at rytterne selv skal have styr på og have undersøgt ruten inden et løb.

Og her står der også, at ruten ikke må forlades, medmindre politiet har givet rytterne besked om det, ligesom rytterne ikke kan kalde det en fejl 'hvis der eksempelvis er forkerte anvisninger af en given person, dårligt placerede eller ikke-eksisterende skilte etc.'.

Jakob Fuglsang nåede akkurat at blive hyldet på podiet og åbne champagne, inden tredjepladsen blev taget fra ham, da Buchmanns fejlkørsel blev kategoriseret som 'dårlig ruteafmærkning'.

Det var Emanuel Buchmanns eget hold, Bora–Hansgrohe, der i første omgang kunne meddele, at tyskeren alligevel havde fået en plads på podiet, efter sagen var blevet undersøgt.

Jakob Fuglsang har generelt gang i en stærk sæson, hvor det blandt andet blev til en tredjeplads ved Tirreno-Adriatico - i toppen af artiklen ses, da Jakob Fuglsang vandt en etape under løbet.

Baskerlandet Rundt blev vundet af Jakob Fuglsangs holdkammerat, Ion Izagirre, og det var dermed ikke kun ren ærgrelse for Team Astana lørdag.