Lyt til artiklen

Hun står der hver eneste gang. Ved hoveddøren. Dybt ulykkelig.

Men han er nødt til at gøre det. Også selv om det har en høj pris.

For når den danske cykelstjerne Jakob Fuglsang flere gange om måneden vinker farvel til familien og i stedet rejser ud i verden for at køre cykelløb, er hans femårige datter, Jamie, dybt ulykkelig.

»Hun lider virkelig, når han er længe væk. De har et meget tæt forhold, og han betyder alt for hende.«

Tre gange Fuglsang: Loulou, Jamie og Jakob. Siden da er familien forøget med lille Amber.
Tre gange Fuglsang: Loulou, Jamie og Jakob. Siden da er familien forøget med lille Amber. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

Ordene kommer fra den 37-årige Israel – Premier Tech-rytters hustru, Loulou Fuglsang, som blot kan stå og se til, mens datterens afsavn vokser sig større og større.

For med over 200 rejsedage om året og to små børn derhjemme, forstår man godt, hvis danskerens hustru nogle gange føler, han ikke er ret meget hjemme.

Loulou Fuglsang er dog vant til det. For hende er det i stedet datterens savn, der skærer i hjertet.

»Jamie er knust, når han tager afsted. Hvis han er væk i blot en uge, så bliver hun allerede vred og ked af det på førstedagen,« forklarer hun til B.T. og fortsætter:

»Især når han tager afsted, og derefter lige kommer hjem en enkelt dag for så at tage afsted igen. Så bliver hun vred på både Jakob og mig, mens hun siger: 'Far er her aldrig, og han lader os være alene', hvorefter jeg forsøger at sige, det er hans job, og at vi skal støtte ham.«

Og det hjælper da også. For det meste.

»'Når han kommer hjem, så har han også bare at være her længe', svarer hun hver gang. Men det er jo bare ikke altid tilfældet. Jamie gennemgår lidt en vanskelig tid med en ny skole, en far, der tit er væk, og en ny titel som storesøster. Men det hele er med til at modne hende,« lyder det videre fra Loulou Fuglsang.

Datterens ord har da også ramt Jakob Fuglsang ekstremt hårdt den seneste tid, og derfor piner det da også cykelveteranen, at savnet på hjemmefronten er så stort, som det er.

Jakob Fuglsang, hustruen Loulou, datteren Jamie (på billedet) samt parrets nyfødte datter Amber bor i Monaco.
Jakob Fuglsang, hustruen Loulou, datteren Jamie (på billedet) samt parrets nyfødte datter Amber bor i Monaco. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

Noget, der gør, at han også selv lider et større og større afsavn, som tiden går.

»Han savner os mere, end han gjorde førhen. Nu har han jo tre piger herhjemme. Jamie er blevet ældre, og hun er meget bevidst om, at han er væk. Så det påvirker ham,« lyder det fra hustruen, der samtidig understreger, at familieforøgelsen ikke har gjort noget ved hans tanker i forhold til en eventuel slutdato på karrieren:

»Det har ikke ændret noget, for han er stadig så fokuseret på karrieren, og han er altid 100 procent til stede, når han er hjemme.«

I stedet er det tankerne om at efterlade sin bedre halvdel alene med to børn så mange dage om året, der går ham på.

Og som kun kommer til at gå ham endnu mere på de kommende to år, hvor han er på kontrakt med Israel – Premier Tech.

»Det er kaotisk og vildt herhjemme nogle gange. Især om morgenen med en lille nyfødt og en datter, der skal i skole, men jeg prøver at få det hele organiseret, og det bliver da også bedre og bedre for hver dag,« fortæller hun og tilføjer:

»Da jeg kun havde Jamie, var det ret nemt at klare alene, men nu er det et kaos om morgenen. Jeg er vant til, at Jakob er væk, men jeg sætter virkelig pris på, at han kan hjælpe mig, når han er hjemme. Tage dem i bad, give dem mad og køre dem i skole. Det gør det hele nemmere.«

»Men hvis vi skal have et tredje barn, så vil jeg altså have ham hjemme. Ellers gør jeg det ikke,« griner Loulou Fuglsang afsluttende.