Han droppede det sidste år for at satse på Giro d'Italia, men i år er Jakob Fuglsang tilbage i Tour de France.

Det afslører danskerens hold Astana i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at Fuglsang skal køre italienske forårsklassikere og Flandern Rundt. Det er dog ikke Tour de France, der i 2021 er Fuglsangs højeste prioritet.

»Efter en højdetræningslejr tager jeg til Tour de France for at blive klar til OL, hvor jeg håber at ændre sølvet fra Rio til guld i Tokyo. Det vil selvfølgelig være fedt at hente mindst en etapesejr i Tour de France, men mit hovedfokus vil være OL-linjeløbet,« siger Jakob Fuglsang og ser frem til 2021:

»Jeg er glad for mit program, og jeg synes, at Tour-ruten - ligesom ruten i Tokyo - passer godt til, at jeg kan opnå noget stort.«

Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Jakob Fuglsang hentede i 2020 en sejr i Lombardiet Rundt, mens det blev til en sjetteplads i Giro d'Italia og en femteplads ved VM. Året var ellers sat op til Fuglsangs store ambition om at vinde OL-guld - og det samme er tilfældet i 2021, når det udskudte OL efter planen løber af stablen.

Hos Astana-boss Alexandre Vinokourov er ambitionerne også store. For selvom det kasakhstanske cykelhold har hentet en del nye, unge ryttere, skal der hives sejre i land.

»Vores mål er at vinde en Grand Tour igen. Måske kan vi realisere dette mål allerede i Giro d'Italia,« siger Vinokourov.

Tour de France køres i 2021 fra 26. juni til 18. juli, mens linjeløbet ved OL i Tokyo er 24. juli.