En lang række Tour de France-favoritter er til start i Critérium du Dauphiné, der begynder søndag.

Hvor stærk er Chris Froome (Ineos) egentlig mindre end en måned før Tour de France-starten?

Den firedobbelte Tour-vinder har som så ofte før haft et temmelig stille forår, men plejer at dukke op til overfladen i etapeløbet Critérium du Dauphiné, som mange ryttere bruger som generalprøven på den franske grand tour.

Froome har vundet Dauphiné tre gange i sin karriere, og den 34-årige veteran glæder sig til at teste dagsformen, når dette års udgave af løbet begynder søndag.

Han var senest i konkurrence i Tour de Yorkshire i begyndelsen af maj.

- Det er svært at sige, hvor jeg står, for jeg har ikke kørt mange løb på det seneste, men jeg satser på at kunne være med i kampen om den samlede sejr i Dauphiné.

- Tour-holdet som helhed bliver bedre og bedre og ser virkelig godt ud med henblik på de kommende måneder, siger Froome i en pressemeddelelse fra Ineos-holdet.

I det bjergrige etapeløb kommer han op imod en række markante navne, heriblandt danske Jakob Fuglsang (Astana), der vandt løbet for to år siden.

Andre profiler på startstregen er Nairo Quintana (Movistar), Adam Yates (Mitchelton-Scott), Julian Alaphilippe (Quick-Step), Steven Kruijswijk (Jumbo-Visma), Richie Porte (Trek) og Romain Bardet (AG2R).

Critérium du Dauphine strækker sig over otte etaper og slutter næste søndag.

- Det er en ret god og ganske varieret rute. Der er nogle kuperede dage, en enkeltstart og derefter nogle store dage i bjergene. Det vil helt klart vise os, om vi er på rette vej, siger Chris Froome.

Seks danskere er til start i Tour de France-generalprøven.

Ud over Jakob Fuglsang er det hans holdkammerat Magnus Cort, Mads Würtz Schmidt (Katusha), Casper Pedersen (Sunweb), Niklas Eg (Trek) og Jesper Hansen (Cofidis).

/ritzau/