Den britiske cykelstjerne er tilbage på sin cykel for første gang siden sit voldsomme styrt i juni.

Chris Froome er kommet et skridt tættere på at gøre comeback på landevejene.

Den britiske cykelstjerne var torsdag for første gang tilbage på en rigtig cykel, siden han i juni styrtede voldsomt på en træningstur under Criterium du Dauphiné.

Det skriver netmediet cyclingnews.com.

Froome kørte et par omgange på en cykelbane, men skriver på Twitter, at han endnu ikke er i stand til at køre på landeveje efter styrtet, der resulterede i en brækket lårknogle, albue, ryghvirvel og brystben.

Styrtet skete, da Froome med en hastighed på 54 kilometer i timen tog en hånd af styret for at pudse næse. I samme øjeblik hev et vindstød fat i britens forhjul og slyngede ham ind i en mur.

I juli fortalte briten i et interview, at hans helt store mål er at blive klar til næste års Tour de France.

34-årige Froome har vundet Tour de France fire gange: 2013, 2015, 2016 og 2017.

/ritzau/