Et tv-hold fra engelske ITV forsøgte igen og igen.

Chris Froome ignorede dem igen og igen.

Det scene udspillede sig tirsdag ved en presseseance op til etapeløbet Tirreno-Adriatico, hvor ITV 'adskillige gange' forsøgte at få den britiske cykelrytter til at svare på, om hans chef hos Team Sky, Dave Brailsford, burde sige op.

Det skriver Cyclingnews.com.

Team Sky er igen havnet i det uheldige søgelys, efter at en engelsk parlament-rapport mandag har konkluderet, at Bradley Wiggins opførte sig ’uetisk’ op til sin Tour de France-sejr i 2012 som kaptajn for holdet.

Det skulle han have gjort, fordi han brugte det kontroversielle stof triamcinolone, selv om han ifølge rapporten ikke havde medicinske grunde til det. Læs meget mere om den sag her

Det er på grund af den sag, at tv-holdet fra ITV spurgte Chris Froome, om den mangeårige chef for Team Sky burde forlade det succesrige hold. Her kan du læse, hvorfor den engelske cykelreporter fra The Times, Jeremy Whittle, mener, at Dave Brailsford bør siger farvel

Til sidst svarede Chris Froome tv-holdet fra ITV.

»Nej, som jeg har sagt, er jeg virkelig stolt af at være en del af holdet. Jeg ville ikke være her, hvis jeg ikke stolede på folkene omkring mig,« sagde den firedobbelte Tour de France-vinder.

Chris Froome kom under beskydning op til Tirreno-Adriatico.
Chris Froome kom under beskydning op til Tirreno-Adriatico. Foto: Dario Belingheri
Vis mere

Han er i øvrigt selv kommet i modvind, fordi han sidste år under Vuelta a Espana (som han vandt) blev testet til at have dobbelt så meget af stoffet salbutamol i blodet som tilladt.

Om den nylige rapport, der altså har konkluderet, at der hos Team Sky har været et systematiseret brug af stoffet triamcinolone, så ryttere kunne tabe sig uden for konkurrencer, sagde Chris Froome:

»Det er nonsens. Jeg har set beskyldningerne, men nej, det er nonsens,« lød det fra cykelrytteren, der videre sagde om, at man skulle krydset en ’etisk grænse’:

»Jeg har ikke set noget i den retning, og det er ikke min opfattelse, at det er sket på holdet. Det er ikke sådan det fungerer på holdet. Jeg har kørt for holdet i otte år, siden det startede op. Jeg har helt sikkert et andet billede end det, der er fremlagt i overskrifterne.«

Om Dave Brailsford sagde han:

»Dave B har bragt alle disse folk sammen, og vi er en fantastisk gruppe af mennesker.«

Om sin egen situation sagde han:

»Der er en proces, jeg skal følge, hvor jeg skal fremlægge, at jeg ikke har gjort noget forkert – og det er præcis, hvad jeg har tænkt mig at gøre. Det er ikke enkle omstændigheder. Jeg er klar over, at det er svært for alle, og det er ikke en god situation for sporten, det er ikke en god situation for nogen. Men vi fortsætter med, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at få det løst så hurtigt som muligt.«

Chris Froome og resten af feltet skal køre Tirreno-Adriatico fra i dag, onsdag, til tirsdag i næste uge.