Chris Froome vil gerne jagte en sejr i Giro d'Italia på et tidspunkt, men det bliver næppe næste år.

London. Chris Froomes (Sky) store drøm om at lave en grand tour-double gik i opfyldelse søndag, da han vandt Vuelta a España efter at have vundet Tour de France tidligere på året.

Han blev den tiende rytter i historien til at vinde to grand tours i samme sæson.

Når han at vinde Giro d'Italia i løbet af karrieren, melder han sig ind i en eksklusiv klub af ryttere, som har prøvet at vinde alle tre grand tours. Lige nu tæller klubben seks ryttere.

Men det bliver næppe i 2018, Froome forsøger at hente en Giro-sejr.

- En femte Tour de France-titel vil være mit mål (næste år), siger briten til BBC, men afventer stadig at se de endelige ruter til næste års grand tours.

Alt peger dog på, at Froome vil jagte endnu en Tour-titel. Og så vil han formentlig køre Vueltaen ligesom i år.

- Det vil være svært ikke at stille op til Vueltaen, fordi det er et løb, som jeg virkelig elsker, siger briten.

Selv om han ikke agter at fuldende sit grand tour-cv i 2018, så er det en drøm for ham at gøre en dag.

- Jeg er sikker på, at tiden nok skal komme, hvor jeg går efter Giroen, siger Froome.

Med Giro d'Italias placering i maj er de fysiske strabadser fra de italienske landeveje svære at nå at få ud af kroppen inden Tour de France i starten af juli.

De seneste år har Alberto Contador (Trek) og Nairo Quintana (Movistar) forsøgt at køre sig til sejr i både Giroen og Touren samme år. Begge har fejlet.

Og Froome ønsker endnu ikke at risikere en Tour-fiasko ved at forsøge det samme.

- Det er en stor opgave at gå efter Giroen, og det kunne ødelægge mulighederne i Touren, men jeg vil ikke afskrive det fuldstændig, siger Sky-kaptajnen.

/ritzau/