Chris Froome mener ikke, at han har gjort noget galt, selvom han er blevet testet positiv. Og derfor har han nu hyret verdens bedste sportsadvokat.

Det skriver Cyclingnews.

Det er sportsadvokaten Mike Morgan, der er kåret til årets sportsadvokat i år, som Froome håber kan få ham gennem sagen om for høje værdier af astma-stoffet salbutamol. Og den britiske cykelrytter kan ikke finde meget mere kvalificerede personer.

Mike Morgan har tidligere repræsenteret flere store stjerner, der enten har været under mistanke for brug doping eller andre lignende sager. Hans tidligere klienter tæller blandt andre Alberto Contador, Maria Sharapova, Johan Bruyneel, Marin Cilic, Sergio Henao og mange flere.

Og Morgan har haft stor succes med at få ændret flere overtrædelser ændret til atleternes fordel.

Blandt andet den tidligere Liverpool-spiller Mamadou Sakho blev på et tidspunkt testet positiv for stoffet Higanamin efter en Europa League-kamp mod Manchester United i 2016. Stoffet minder meget om det, Froome blev testet positiv for. Mike Morgan fik dog sagen afværget, så det aldrig blev til mere.

Chris Froomes sag kan dog vise sig at blive mere omstændig. For mens det er tilladt at have værdier på 1.000 nanogram pr. mililiter i kroppen, blev cykelrytteren taget med 2.000 nanogram. Og det kan ikke lade sig gøre, hvis man blot tager det til terapeutisk brug.

»Nu kender jeg ikke den præcise sag, men hvis det er rigtigt, at han er testet positiv for 2.000 nanogram pr. mililiter, så kan der ikke være nogen tvivl om, at han har taget for meget,« sagde Vibeke Backer, der er professor og overlæge ved Lungemedicinsk Forskningsenhed på Bispebjerg Hospital til BT onsdag.

Og hun blev bakket op af Jimmi Elers, der har skrevet ph.d. om netop salbutamol og behandling over for doping.

»Man skal være flittig bruger af sin inhalator for at opnå salbutamolkoncentration på 2.000 nanogram pr. mililiter i en urinprøve. Bevidst snyd eller helt vildt uprofessionelt? Sidstnævnte er i hvert fald ikke typisk Team Sky,« sagde han ligeledes til BT i onsdags.

Inden der falder en endelig afgørelse i sagen om Chris Froomes positive prøve, skal han gennemgå en række tests krævet af UCI. Der kan nemlig være forskel på, hvordan kroppen udskiller salbutamol – og før de kan endeligt be- eller afkræfte, hvordan Froomes værdier er så høje, kan cykelunionen ikke suspendere Froome.