Chris Froome vendte tilbage og vandt Giro d'Italia søndag, og sejren er ikke helt sunket ind hos Skyrytteren.

Rom. Chris Froome skrev sig ind i historiebøgerne søndag.

Den britiske cykelstjerne sikrede sig den samlede sejr i Giro d'Italia og blev den første britiske vinder af løbet nogensinde.

- Jeg tror ikke, det helt er sunket ind endnu. Det håber jeg, at det gør i løbet af de næste tre dage. Jeg har altid været lidt bange for at komme her, fordi løbets krav er så anderledes i forhold til andre løb.

- At være her og have vundet løbet kan jeg ikke helt tro, siger Chris Froome efter sejren ifølge AFP.

Tour de France-vinderen ændrede løbet, da han vandt 19. etape efter solokørsel i 80 kilometer.

På etapen i Alperne satte Froome konkurrenterne til vægs en efter en, og han vandt Giroen med 46 sekunder ned til Tom Dumoulin og fire minutter og 57 sekunder ned til Astanas Miguel Ángel López på tredjepladsen.

Sejren betyder, at Froome nu er regerende vinder i de tre store etapeløb på samme tid, efter at han i fjor vandt Tour de France og derefter Vuelta a España.

Det er Froome blot den tredje rytter i historien til at præstere efter Eddy Merckx i 1972/1973 og Bernard Hinault i 1982/1983.

Samtidig har Sky-stjernen fuldført første etape af sæsonens mål, som for Froome handler om at vinde både Giroen og Tour de France i samme sæson.

Den seneste til at præstere dette var Marco Pantani i 1998.

- Jeg kniber mig stadig i armen. Jeg kan ikke tro, jeg er her. Det har været drømmen at have alle tre trøjer i løbet af ti måneder. Det er en fantastisk følelse, siger Froome.

Sidste etape i løbet foregik på en rundstrækning i Rom, hvor rytterne skulle tilbagelægge 115 kilometer.

Der var lagt op til en sprinterdyst, og sådan gik det også, da irske Sam Bennett (Bora) besejrede Elia Viviani (Quick-Step) i en tæt dyst om etapesejren.

Det var Sam Bennetts tredje etapesejr i dette års udgave af løbet, mens Viviani har vundet fire etapesejre i Giroen i år.

/ritzau/