Jakob Fuglsang er i år steget i graderne hos suveræne Team Sky. Fra at være 'en farlig mand', betragter Chris Froome & co. nu den 33-årige Astana-dansker som én af konkurrenterne til den gule trøje i årets Tour de France.

»Han er helt sikkert én af Chris' (Froome, red.) og Geraints (Thomas, red.) største rivaler i år,« fortæller Team Skys hollandske sportsdirektør Servais Knaven til B.T.

»Sidste år vandt han Dauphiné men var meget uheldig med at styrte i Touren. I år har han virkelig forberedt sig intenst på Touren, så vi er ret sikre på, at han vil være én af de stærkeste ryttere, når Touren skrider frem.«

Foto: Christophe Ena
Vis mere

Jakob Fuglsangs bedste resultat i Tour de France er en syvendeplads. Umiddelbart bør det ikke skræmme et hold, der har siddet vundet Tour de France, Vuelta a España og Giro d'Italia inden for det seneste år.

Men Fuglsangs relativt sløje Tour-cv får på ingen måde Team Sky til at undervurdere danskeren.

»En Grand Tour er noget andet end alle andre løb. Det er tre ugers stress, og det er altid svært at finde formlen til at håndtere dette«

»Man ser virkelig mange stærke klassementsryttere, der aldrig klarer at ende på podiet i et af de tre store etapeløb. Men i år kunne være året, hvor Jakob knækker koden og tager det sidste skridt op på podiet. Og når først man er podiekandidat, vil der altid være en chance for, at man ender helt oppe øverst,« slutter Servais Knaven.

FØLG DAGENS TOUR-ETAPE LIGE HER.