Stort set alle bliver ramt af en sag som den her.

Sådan siger den franske cykelrytter Romain Bardet ifølge AFP om den mistænkelige prøve, som Chris Froome afgav under årets Vuelta a España.

Tidligere på ugen offentliggjorde Den Internationale Cykelunion (UCI), at Froome afgav en urinprøve med for høj koncentration af stoffet salbutamol under det store spanske etapeløb 7. september.

Et løb, han endte som samlet vinder af.

Selv nægter Froome, at han har gjort noget forkert. Men sagen ærgrer bjergrivalen Romain Bardet under alle omstændigheder.

- Det er ikke godt nyt for cykling, siger Bardet og fortsætter:

- Vi kunne virkelig godt have været sagen foruden.

Den firedobbelte Tour de France-vinder Froome er ikke blevet suspenderet af UCI.

Stoffet er ikke i sig selv ulovligt, men en for høj koncentration af det er ikke tilladt ifølge antidopingreglerne.

Froome lider af astma, og Team Sky har forklaret, at symptomerne blev forværret under Vueltaen. Derfor øgede Froome sin brug af astmamedicin, men inden for grænserne, fastholder Sky.

Romain Bardet håber, at der kommer klarhed i sagen snarest muligt.

- Lad os håbe, at en hurtig og objektiv undersøgelse kan give klarhed om fakta og ikke efterlade nogen tvivl om, hvad der er sket, siger Bardet.

To gange er Froome endt foran Bardet på podiet i Tour de France. Det skete i 2016, hvor Bardet blev nummer to, og i 2017, da Bardet endte på tredjepladsen.

/ritzau/