Det var en noget usædvanlig episode, som den franske mountainbikestjerne Julien Absalon var udsat for 19. december.

Her var den dobbelt olympiske mester nemlig ved at blive skudt af en jæger, som troede, han var et vildsvin.

Det forklarer Julien Absalon i et opslag på Facebook.

'Jeg vil ikke skabe kontroverser, men jeg har et lille spørgsmål,' indleder han sit opslag, som fortsætter:

'I går, på min mountainbike-tur, var der pludselig en jæger, der sigtede på mig. Jeg skreg, at jeg ikke var et vildsvin, og håbede, at han opdagede det.'

'Jeg spørger ham, hvorfor han sigter på mig, og til det svarer han, at hans gevær er ladt (betryggende), men at han peger mod himlen – dog i min retning.'

Absalon, der har vundet hele fire verdensmesterskaber, forklarer videre, at han spurgte jægeren, om han var alene. Til det svarer jægeren, at han var alene ude med sin hund.

Det undrede dog Julien Absalon, der til sidst i sit opslag spørger, om det overhovedet er lovligt at gå på jagt alene uden jagttegn.

'Jeg er ikke mod jagt, men det er lidt ′mærkeligt' at støde på enlige bevæbnede jægere med ladt skydevåben i skoven,' står der til sidst i opslaget.

Heldigvis for Julien Absalon skete der ikke noget, og han kunne dermed cykle videre ud på sin rute.