David Gaudu slog Marc Soler i opløbet, da duoen kom sammen til mål efter en barsk bjergetape.

David Gaudu tog karrierens største sejr, da den franske bjergrytter triumferede på lørdagens hårde 11. etape i Vuelta a España.

FDJ-rytteren kom til mål i selskab med spanieren Marc Solér (Movistar), og i spurten var der ingen tvivl om franskmandens sejr.

24-årige Gaudu er mest kendt som værdifuld bjerghjælper for Thibaut Pinot, men viste her, at niveauet er højt nok til selv at lave resultater i det skrappeste selskab.

Duoen var oprindelig del af et otte mand stort udbrud, der blandt andre også talte Guillaume Martin (Cofidis) og danske Niklas Eg (Trek).

Gruppen havde godt tre minutters forspring til feltet med førende Primoz Roglic, da den kørte ind på næstsidste stigning.

De bjergstærke folk knoklede op ad stigningen, og det blev dyrt for Eg, der blev kørt agterud to kilometer fra toppen.

Så var der lagt op til ræs, da rytterne nåede den 16,5 kilometer lange målstigning Alto de la Farrapona, hvor Roglic bagved fik flot hjælp af hans velkørende holdkammerat Jonas Vingegaard.

Nordjydens hårde føringer gjorde ondt på det trætte favoritfelt, der blev mindre og mindre, jo længere man kom op ad den barske stigning.

Jumbo-Visma-holdets malende tempo skabte noget nær våbenhvile i favoritgruppen, hvor ingen havde mod på at udfordre Roglic.

Derfor skulle etapen afgøres blandt udbryderne oppe foran. Fem kilometer fra toppen slog Gaudu og Soler hul til resten af udbrydergruppen, og det stod klart, at etapevinderen skulle findes i den stærke duo.

Mens Gaudu tog sejren, kan Solér glæde sig over et fint avancement i klassementet, hvor han rykker fire pladser frem som nummer seks.

Primoz Roglic fører fortsat løbet foran Richard Carapaz inden søndagens etape, der byder på endnu en prøvelse i bjergene.

/ritzau/