Flere af verdens bedste endagsryttere har længe set frem til lørdag, hvor årets første store cykelklassiker, Milano-Sanremo, køres.

Løbet er det første af de fem årlige cykelmonumenter (de største klassikere, red.), og der er også et sæt danske øjne, som har rettet blikket på netop den opgave.

Magnus Cort (EF) vandt i weekenden den afsluttende etape i Paris-Nice, og det lover godt inden sæsonens første store mål for ham.

- Det bliver min første formtop i år. Det bliver et spændende løb. Jeg har kørt det en del gange og gjort det godt. Jeg har ingen præcis målsætning, men jeg vil gerne med ind og køre om sejren i år, siger han til feltet.dk.

Mens de fire øvrige monumenter går for at være sværere at gennemføre, så er Milano-Sanremo ofte sværere at vinde.

- Det, der er svært, er, at det kan vindes af så mange ryttertyper. Så der er rigtig mange stærke ryttere til start. Jeg tror, det er det løb med det stærkeste felt til start, lyder det fra Cort.

Hans påstand understøttes af et kig på listen over vindere af løbet. Den rummer alt fra fuldblodssprintere som Mark Cavendish og Arnaud Demare til en tidligere Tour de France-vinder i Vincenzo Nibali.

Holdene har endnu ikke bekræftet alle rytterne til årets løb. Men af den foreløbige startliste fremgår det, at Cort får landsmanden Michael Valgren ved sin side på EF-holdet.

Derudover er den tidligere verdensmester Mads Pedersen meldt klar for Trek.

Milano-Sanremo blev kørt første gang i 1907 og har kun været aflyst tre år i forbindelse med verdenskrige.

Løbet har aldrig haft en dansk vinder.

/ritzau/