Mandag kom det frem, at holdejer Oleg Tinkov har suspenderet Bjarne Riis fra cykelholdet Tinkoff-Saxo. Forholdet mellem de to har fra begyndelsen virket som det uperfekte match, lige siden russeren kom til som medsponsor i 2012 og senere som ejer fra december 2013 og til nu.

Her kan du læse nogle bud på, hvad der i sidste ende kan have været med til suspenderingen af Bjarne Riis.

Som Ying og Yang
At Oleg Tinkov og Bjarne Riis er to vidt forskellige personligheder, har længe været tydeligt. På den ene side har man i Tinkov en meget udadvendt, opfarende og ubarmhjertig person, mens Riis mere fremstår som den indadvendte, rolige og følsomme type.

Læs også:

Alberto Contador
Oleg Tinkov har flere gange angrebet Riis' stjernefugl Alberto Contador. Tilbage i 2013, hvor Tinkov var medsponsor, var russeren flere gange åbent ude at svine Contador til på Twitter. Efter et Tour de France, hvor spanieren reelt set blev ydmyget af Froome, beskyldte Tinkov Contador for at være for dyr i drift økonomisk.

Bruddet
I 2013 meddelte Oleg Tinkov, at han stoppede som sponsor for Bjarne Riis' cykelhold fra 2014 på grund af dårlige resultater, og fordi russeren ville starte sit eget hold. Her viste han altså, at tålmodigheden ikke er lang, omend han igen skulle komme tilbage og købte holdet af Bjarne Riis.

Business kontra passion
Der er ingen tvivl om, at både Bjarne Riis og Oleg Tinkov begge har en stor passion for cykelsporten, men Oleg Tinkov har aldrig lagt skjul på, at hans sponsorat og senere ejerskab også er igangsat med bussiness-brillerne på. Kort sagt: hvis ikke resultaterne er der, så er omdømmet der ikke, og så er det ikke altid, at der er forståelse for sportslige forklaringer om, at formen lige skal rammes og så videre.

Læs også:

Skuffende Sagan
Selvom sæsonen stadig er ung, og der er masser af sejrsmuligheder for superstjernen Peter Sagan, er Oleg Tinkov allerede meget utilfreds med sin rytter. Blandt andet den sekundære placering i årets første klassiker, Milano-Sanremo fik Tinkov op i det røde felt.

Skænderiet
Ifølge den franske avis L'Equipe kogte Oleg Tinkov over under Tirreno-Adriatico, som blev kørt tidligere på måneden. Russeren bankede i bordet, angreb Bjarne Riis verbalt og krævede sportsdirektør Steven de Jongh degraderet. Tinkov var personligt til stede ved løbet, hvor han kunne se Contador blive sat af Quintana, hvilket altså angiveligt var årsagen til holdejerens rasen.